Greenpeace-aktivister fængslet to uger til

Greenpeace-aktivister skal blive bag tremmer, mens Udlændingeservice tygger på at udvise dem fra Grønland

17 aktivister fra Greenpeace skal blive bag tremmer i Grønland, hvor de er anholdt efter en aktion mod en olieboreplatform i Arktis.

Det har kredsretten i Nuuk besluttet, oplyser politifuldmægtig Michael Bo Hansen ved Grønlands Politi.

- De har fået forlænget deres fængsling i to uger, mens Udlændingeservice vurderer, om de skal udvises, siger han.

En 18. aktivist blev udvist ved mandagens retsmøde, og han vil nu blive sendt til København og videre til hjemlandet.

De 18 aktivister er sigtet for husfredskrænkelse og for at overtræde en lokal regel om sikkerhedszoner ved offshore-anlæg, da de tog ulovligt ophold på boreplatformen.

Baggrunden for aktionen var miljøorganisationens ønske om at få olieselskabet Cairn Energy til at offentliggøre en beredskabsplan i tilfælde af olieudslip.

Ifølge Greenpeace er boringerne, der blev indledt i fredags, stærk risikable.

Aktivisterne kommer fra blandt andet USA, Holland, Storbritannien, Italien, Ungarn, Spanien og Finland, mens der ikke er danskere iblandt.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere