Anklage: 84-årig kvalte konen med pose og reb

En 84-årig er varetægtsfængslet, mistænkt for at kvæle sin kone med plastikpose og reb

En 84-årig mand kvalte ifølge politiets anklager sin 80-årige kone med reb og plastikpose i dette hus. (Foto: Per Rasmussen)
En 84-årig mand kvalte ifølge politiets anklager sin 80-årige kone med reb og plastikpose i dette hus. (Foto: Per Rasmussen)

En 84-årig mand fra Ferritslev på Fyn er blevet varetægtsfængslet in absentia frem til 20. september, sigtet for at have dræbt sin 84-årige kone ved kvælning.

Det skete ifølge anklageren ved, at hans 80-årige hustru fik trukket en plastikpose ned over hovedet og efterfølgende fik bundet et reb om halsen tre gange, hvor ved hun blev kvalt.

Det kom frem under grundlovsforhøret i Retten i Odense søndag, som den 84-årige var for syg til selv at deltage i.

Første person på gerningsstedet efter episoden var en hjemmehjælper, der forgæves forsøgte at komme ind i familiens hus. Hun tilkaldte derfor et familiemedlem, der dukkede op kort efter.

Gennem et vindue ser familiemedlemmet den 84-årige ligge på gulvet i huset, hvor han ikke bevæger sig. Hun tilkalder straks Falck, som kommer og bryder et vindue op.

Spørger efter hustruen
Inde i huset finder de den 84-årige liggende totalt konfus og omtumlet på gulvet, men ved bevidsthed. I et andet værelse i huset ligger hans 80-årige hustru med en plastikpose trukket ned over hovedet, reb om halsen og med armene ud til siden.

Det oplyses i retten, at der ikke er noget, som tyder på kamp i huset.

Manden bliver efterfølgende behandlet, og det beskrives, at han virker som om, at han enten havde fået en hjerneblødning eller var kraftigt påvirket af medicin. Han talte forvirret med sig selv, mens han havde lukkede øjne, og spørger flere gange efter hustruen, som han tror, ser fjernsyn.

Den 84-årige mand har i flere år lidt taf epileptiske anfald. Hans 80-årige kone var dement.

Usammenhængende forklaring
Sønnen har forklaret til politiet, at faren har haft det dårligt i fem-seks år, og at han lige har haft en blodprop. Han forklarede også, at den 84-årige havde sagt til sin svigerdatter, at der ikke ville gå mere end fire-fem dage, før han ville tage sig eget liv.

Politiet forsøgte lørdag at afhøre den 84-årige, og her var han villig til at svare på enkelte spørgsmål. Han forklarede blandt andet, at det var meningen, at både han og hans 80-årige hustru skulle dø. Han forklarede også, at han og hustruen havde siddet i hver deres stue og set fjernsyn.

Efterfølgende forklarede han, at konen var det rareste menneske nogensinde, og at de i de seneste ti år ikke havde haft det så godt sammen. Han sagde også, at konen var faldet, og at han ikke vidste, hvordan det var sket. Den 84-åriges forklaringer var i følge politieter totalt usammenhængende.

Manden nægter sig skyldig i politiets sigtelser, men er altså blevet fængslet in absentia.

Han er søndag fortsat indlagt på Odense Universitetshospital, og skal fremstilles for en dommer igen, når hans helbred tillader det.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere