17-årig skudt i hovedet: Fortsat i livsfare

Lægerne kan ikke sige noget om 17-årig drengs chancer for at overleve skud i hovedet

Den 50-årige Nicki Madsen har erkendt, at han skød den 17-årige dreng, fordi han ville skræmme ham. (Foto: Ernst van Norde)
Den 50-årige Nicki Madsen har erkendt, at han skød den 17-årige dreng, fordi han ville skræmme ham. (Foto: Ernst van Norde)

17-årige dreng svæver på andet døgn mellem liv og død.

Han blev søndag aften skudt i hovedet med et kraftigt luftgevær af den 50-årige Nicki Madsen på Gl. Vardevej i Esbjerg.

- Han ligger stadig i kunstigt koma og er fortsat i livsfare. Lægerne på Odense Universitetshospital kan heller ikke sige noget om udsigterne til at få opereret haglet i hjernen ud, oplyser vicepolitiinspektør Bent Thuesen, der leder efterforskningen af sagen for Syd- og Sønderjyllands Politi.

Nicki Madsen har forklaret, at han blot ville skræmme den 17-årige, fordi han var blevet irriteret over, at drengen fræsede rundt på en knallert med løs udstødning søndag aften.

Politi og redningsmandskab troede i første omgang, at den 17-årige dreng var kørt galt, men ved en scanning opdagede lægerne et 5,5 kaliber projektil, som havde boret sig ind midt i hovedet på den unge mand.

Se også: Skød 17-årig knallertkører: Tidligere dømt for blodigt mord

Nicki Madsen, der bor i en lejlighed tilknyttet et socialt værested for misbrugere med psykiske lidelser på Gl. Vardevej, er tidligere dømt for et særdeles makabert drab.

Tilbage i 1994 stod han bag et usædvanligt råt og blodigt mord på en kammerat, efter de to var kommet op at skændes om - et luftgevær. Det endte med, at den dengang 30-årige Nicki Madsen dræbte kammeraten med ti knivstik.

Under mandagens grundlovsforhør var der tvivl om, hvorvidt den tidligere dømte drabsmand havde våbentilladelse til det kraftige 5,5 kaliber luftgevær, men vicepolitiinspektør Bent Thuesen bekræfter nu, at den sigtede mand havde papirerne i orden.

- Han havde luftgeværet, inden våbenloven blev strammet 1. juni 2012, så det krævede ikke ny tilladelse, oplyser Bent Thuesen.

Nicki Madsen er sigtet for grov legemsbeskadigelse.

- Sigtelsen kan ændre sig, hvis efterforskningen bringer nye detaljer frem, siger Bent Thuesen.

Nicki Madsen er varetægtsfængslet i fire uger.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere