Mor giftede sig med datters krænker

En mor har giftet sig med en 47-årig mand, der har erkendt blufærdighedskrænkelse af hendes barn

En 23-årig pige fortalte mandag i Retten i Hillerød, hvordan hun var blevet krænket seksuelt af en ven af familien, der lejlighedsvis passede hende og hendes lillebror i sit hjem i Hillerød i sensommeren 1999, da pigen var ni år gammel.

Den anklagede, en 47-årig mand, er tiltalt for gentagende gange at have haft anden kønslig omgang end samleje med pigen og for at have krænket hendes blufærdighed. Han erkendte i går i retten blufærdighedskrænkelsen, men nægtede resten af anklagerne. Det skriver Frederiksborg Amts Avis i dag.

Et år efter bliver både den 47-årige og den i dag 23-årige piges mor skilt. I slutningen af december 2000 møder moderen til den 23-årige pige igen den 47-årige tiltalte, som hun inviterer hjem.

Flytter sammen med krænker
Datteren reagerer kraftig på at manden kommer ind i deres hjem.

Hun fortæller til moderen, at manden har rørt hende, hvilket moderen konfronterer ham med. Her erkender manden, at han har krænket hendes datter - alligevel vælger moderen at gifte sig med manden, hvilket de stadig er i dag, skriver Frederiksborg Amts Avis.

Den nye stedfader flytter efterfølgende sammen med familien.

Moderen beskriver sin datter som køn, klog og særdeles stræbsom i skolen. Men da hun begynder i gymnasiet, bliver hun ramt af spiseforstyrrelser. Hun bliver så voldsomt ramt af anoreksi, at hun flere gange bliver indlagt, og man er bange for, at hun ikke overlever.

Moderen forklarede i retten, at hun ikke forbandt sygdommen til hendes forhold til stedfaderen, men i stedet til hendes stræbsomhed i skolen.

- Det er først nu, at jeg tænker tanken, at det er sådan det hænger sammen, forklarede moderen i retten ifølge Frederiksborg Amts Avis.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere