30-årig har været slave hele livet

Ekstremt traumatiserede: Tre kvinder er blevet befriet fra et hus i London, hvor de var slaver i 30 år. Den ene har været i bødlernes magt hele livet

Kriminalinspektør Kevin Hyland sagde torsdag, at afhøringerne af de tre kvinder går meget langsomt på grund af deres massive traumer. Derfor blev der først foretaget anholdelser torsdag, selv om kvinderne blev befriet for flere uger siden. (Foto: Topfoto)
Kriminalinspektør Kevin Hyland sagde torsdag, at afhøringerne af de tre kvinder går meget langsomt på grund af deres massive traumer. Derfor blev der først foretaget anholdelser torsdag, selv om kvinderne blev befriet for flere uger siden. (Foto: Topfoto)

- De var et meget flinkt par. De virkede bare som et helt normalt par.

Sådan beskrives det ægtepar, som torsdag blev anholdt og sigtet for at holde tre kvinder som slaver i deres hus i Sydlondon i mindst 30 år, af en nabo.

- De holdt sig for sig selv og jeg holdt mig for mig selv, siger naboen, som ønsker at være anonym, til nyhedsbureauet AP.

Selv om ægteparret begge er 67 år gamle, har de terroriseret de tre kvinder så meget, både fysisk og psykisk, at ofrene af politiet beskrives som ’ekstremt traumatiserede’.

Frygtede for deres liv
Der er tale om en malaysisk kvinde på 69 år, en irsk kvinde på 57 år og en britisk kvinde på 30. Politiet arbejder på at finde ud af, om den 30-årige er blevet født i fangenskab eller bragt ind i huset som spæd.

De tre kvinder blev befriet for flere uger siden, efter den 57-årige irer ringede til hjælpeorganisationen Freedom Charity og satte dem ind i deres skæbne. I dagene efter arrangerede de befrielsen i samarbejde med politiet, men kommunikationen var sparsom, fordi kvinderne havde begrænset adgang til telefonen og frygtede for deres liv, hvis ægteparret fandt ud af, hvad der var i gære.

Se også: Holdt som slave i London i 30 år

- Da vi fandt ud af, at de var kommet ud af huset, lød der et kæmpe jubelbrøl her, fordi de var i sikkerhed. Vi håber, at de nu kan leve lykkelige liv, siger organisationens grundlægger Aneeta Prem til Sky News.

Den 57-årige irer fik angiveligt modet til at ringe efter hjælp, da hun så et tv-program om tvangsægteskaber. Her optrådte Aneeta Prem og hendes organisation.

Aldrig set før

På grund af ofrenes tilstand går politiets efterforskning af sagen langsomt, og de kan derfor endnu ikke sige så meget om deres liv i huset.

- Det ser ud til, at den 30-årige kvinde har været kontrolleret eller i selskab med disse mennesker i hele sit liv. Vi prøver at fastslå, hvor meget kontakt der har været mellem kvinderne og verden udenfor. Vi ved, der var kontrolleret frihed, men vi arbejder på at finde ud af, hvad det præcis gik ud på, siger kriminalinspektør Kevin Hyland til The Guardian.

- I London har vi efterforsket sager, hvor folk har været holdt som slaver i op til 10 år, men 30 år er helt ekstraordinært og noget, som vi aldrig har set før, siger han.

Ifølge politiet er de tre kvinder ikke i familie med hverken hinanden eller ægteparret, og det er endnu uvist, om nogle af parterne kendte hinanden forud for tilfangetagelserne. Kvinderne er ikke blevet seksuelt misbrugt.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere