Hjernevasket: Her er den mystiske slavepige

Sagen, der ryster England med slaveri, kultdiktatur og dødsfald i glemt maoistisk sekt

Politi i nabolaget i Brixton i det sydlige London, hvor efterforksningen af slavesagen stadig står på. (Foto: AP/Dominic Lipinski)
Politi i nabolaget i Brixton i det sydlige London, hvor efterforksningen af slavesagen stadig står på. (Foto: AP/Dominic Lipinski)

Oplysninger i britiske medier tyder nu på, at den mystiske slavesag fra Brixton i det sydlige London har rødder i 1970'ernes yderligtgående maoistiske miljø, hvor hjernevask hørte til dagens orden.

Sidst i oktober befriede politiet tre kvinder på 30, 57 og 69, der angiveligt var blevet holdt som slaver i op imod 30 år.

Se også: 30-årig har været slave hele livet

For den yngste kvindes vedkommende skal hun være født og opvokset i fangenskab.

I medierne er hun nu navngivet som Rosie og er tilsyneladende holdt isoleret fra det normale samfund. Hun har aldrig gået i almindelig skole, hvilket flere gange blev meldt til myndighederne, uden at der skete noget.

Mikroskopiske grupper
Torsdag morgen i sidste uge blev den 73-årige Aravindan Balakrishnan og hans 67-årige kone Chanda kortvarigt anholdt i sagen, men begge kom hurtigt på fri fod igen. Parret er dog tilsagt til et nyt retsmøde efter nytår.

Se også: Holdt husslaver i 30 år - Ægtepar løsladt

Aravindan Balakrishnan var et ledende medlem af det mikroskopiske Communist Party of England (Marxist-Leninist) i de tidlige 1970'erne, skriver Guardian.

I 1974 blev bevægelsen sprængt, som det ofte var tilfældet i disse miljøer. Aravindan Balakrishnan og hans kone endte i en endnu mindre og mere rabiat gruppe, Worker's Institute of Marxism-Leninism-Mao Zedong Thought.

Navnene var næsten lige så udsyrede som bevægelsens politiske synspunkter. Ifølge Guardian troede gruppen i ramme alvor, at den røde hær fra formand Maos Kina ville rykke ind og befri Brixton.

I 1976 levede omkring 25 af gruppens medlemmer sammen i et kollektiv i den berømte og berygtede London-bydel.

På det tidspunkt var lederen Balakrishnan kendt under navnet kammerat Bala.

Gav alt til bevægelsen
Gennem årene har medlemmerne holdt til på over en halv snes adresser i det sydlige London. Steve Rayner, en britisk professor fra Oxford, som 1970'erne studerede gruppen, siger, at den var kultagtig, der var meget lidt intern debat, og de få medlemmer, som havde et job, gav alle deres penge til bevægelsen.

Kriminalpsykologen Dr. David Holmes siger til BBC, at sagens detaljer tyder på en slags politisk kult eller et tvangskollektiv.

Daily Mail har tidligere beskrevet, hvordan den 30-årige kvinde klagede sin nød i hundredvis af breve til en nabo.

Se også: Slave i 30 år: - Monstre holder mig fanget

- Jeg føler mig som en flue fanget i et edderkoppespind, skrev hun.

Forsvandt uden spor
Efter anholdelser og ballade med myndighederne sidst i 1970'erne har gruppen holdt sig udenfor myndighederne søgelys.

- Jeg troede, de var forsvundet uden spor, indtil denne sag dukkede op, siger forskeren Steve Rayner.

Den sigtede 73-årige Aravindan Balakrishnan kommer oprindeligt fra Indien, mens hans 67-årige kone Chanda stammer fra Tanzania.

Forældreskabet til den 30-årige Rosie er ikke præcist afdækket, selv om politiet skal have fundet en fødselsattest.

Hvem er moren?
Ifølge Guardian er hun datter af kultlederen og den 57-årige irskfødte kvinde, der også blev holdt som fange under slavelignende forhold.

Daily Mail skriver imidlertid, at hendes mor kan være Sian Davies, der i 1998 døde som 44-årig efter et fald ud af et vindue i et af gruppens tilholdssteder.

De tre tilbageværende kvinders rædselsvækkende liv kom endelig til politiet kendskab, da en af dem tidligere på efteråret havde held til at slå alarm over telefonen til organisationen Freedom Charity.

Rekordlangt slaveri
Men først efter en lang proces kom de alle fri sidst i oktober.

- Det ser ud til, at den 30-årige kvinde har været kontrolleret eller i selskab med disse mennesker i hele sit liv. Vi prøver at fastslå, hvor meget kontakt der har været mellem kvinderne og verden udenfor, siger kriminalinspektør Kevin Hyland fra Scotland Yard til The Guardian.

Tre dybt tramatiserede kvinder slap i sidste måned fri, efter at have været holdt fanget i angiveligt 30 år. Flere andre kvinder er blevet holdt fanget i længere perioder. Plus De blev også holdt fanget - men løsladt igen

- I London har vi efterforsket sager, hvor folk har været holdt som slaver i op til 10 år, men 30 år er helt ekstraordinært og noget, som vi aldrig har set før, siger han.

1 af 2 Her er Rosie - i dag 30 år - der har levet hele sit liv i en fanatisk politisk sekt. (Foto: Daily Mail/SOLO Syndication)
2 af 2 Politi i nabolaget i Brixton i det sydlige London, hvor efterforksningen af slavesagen stadig står på. (Foto: AP/Dominic Lipinski)
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere