Fem kinesere omkommet ved fabriksbrand i Italien

En brand på en italiensk klædefabrik, der fortrinsvis har kinesiske ansatte har kostet mindst fem dødsofre.

Mindst fem mennesker er omkommet og to andre er kommet alvorligt til skade søndag, da der udbrød brand i en kinesisk drevet beklædningsfabrik i den italienske Toscana-region, oplyser myndighederne.

Brandvæsnet blev alarmeret til stedet, efter at forbipasserende ifølge en lokal tv-station havde opdaget branden søndag morgen i tekstilbyen Prato lige nord for Firenze i den centrale del af Italien.

Brandchef Vincenzo Bennando har sagt til journalister, at ud over de fem omkomne, som er bjærget ud, så tyder det på, at der er fundet rester af endnu to mennesker, som er omkommet i branden.

De omkomnes nationalitet er endnu ikke offentliggjort, men lokale medier har oplyst, at de alle er kinesiske statsborgere.

- Vi så en røgsøjle og løb hen mod den. Der var to kinesere, en mand og en kvinde, der var fuldstændig smurt ind i sod. De skreg, og flammerne slikkede ud af lageret, siger politikommissær Leonardo Tucia til avisen Corriere Fiorentino.

Årsagen til branden er ikke kendt, men flammerne menes at have forårsaget sammenstyrtning af den del af bygningen, der benyttes som sovesale til arbejderne, oplyser lokale medier.

Omkring 14 kinesiske arbejdere menes at have boet på fabriksområdet.

Aldo Milone, der er sikkerhedsansvarlig på Pratos rådhus, har ventet på at ulykken ville ske en dag

- Jeg er ikke overrasket over denne tragedie. Vi har altid understreget den risiko, der er ved fabrikker, der delvist er forvandlet til sovesale med gamle elektriske installationer og folk, der ryger konstant, sagde han til journalister.

De to alvorligt tilskadekomne mænd havde livsfarlige forbrændinger, oplyser lokale medier. Et tredje offer, en kvinde, led af røgforgiftning, men ikke livstruende.

I de seneste par årtier har kinesiske indvandrere spillet en dominerende rolle i Pratos beklædningsindustri.