Drabet uopklaret: Helge blev kvalt på Ringbo

57-årig beboer på Ringbo kvalt, mens han sad og spiste havregrød.

Mordet på Helge Konrad Højerup, som boede på bocentret Ringbo i Bagsværd er aldrig blevet opklaret. I 2008 blev han kværket, mens han sad og spiste havregrød (Foto: Privat)
Mordet på Helge Konrad Højerup, som boede på bocentret Ringbo i Bagsværd er aldrig blevet opklaret. I 2008 blev han kværket, mens han sad og spiste havregrød (Foto: Privat)

Bocentret Ringbo i Bagsværd, hvor en kvindelig 37-årig ansat i dag er blevet myrdet af en mandlig 72-årig beboer, var i 2008 centrum for et drab, der aldrig er blevet opklaret.

Den 57-årige beboer, Helge Konrad Højerup, blev dengang kværket i sin bolig. Han blev fundet død af plejepersonalet fredag den 22. februar 2008 ved 20.30-tiden.

Men drabet blev først betragtet som et almindeligt dødsfald, og boligen blev gjort grundigt rent og tømt.

Se også: Kvindelig ansat på bosted dræbt af beboer

Så alle spor var slettet, da en obduktion fire dage senere slog fast, at den 57-årige metadonbruger var blevet dræbt ved kværkning. Han havde brud på flere halshvirvler.

Helge Konrad Højerup, 57, blev kværket, mens han sad og spiste havregryn i køkkenet i sin lejlighed på bocentret for psykisk syge. Morderen fik fem døgns forspring, fordi en læge og politiet i første omgang mente, at der ikke var noget mistænkeligt ved hans død.

Helge Konrad Højerup var skizofren og tidligere misbruger af lsd. Han fik medicin for sin psykiske sygdom, men da han ikke havde hentet medicinen låste personalet sig ind i hans tre-værelses lejlighed på anden sal i Ringbos administrationsbygning på Granvej 14 i Bagsværd. Hér bor de beboere, som bedst kan klare sig selv.

Den 57-årige lå død på gulvet. Lyset var tændt i lejligheden. Der var kun dækket op til én person, og der var ingen spor af slagsmål eller tyveri i lejligheden. Politiet blev alarmeret kl. 20.30, og en læge kunne ikke finde noget mistænkeligt.

Men ved obduktionen fire dage senere på Retsmedicinslk Institut, vioste det sig, at skjoldbruskhornene i halsen var knækket - et sikkert tegn på kværkning. Og der var blødninger i halsens muskler.

Derefter slog politiet drabsalarm.

Helge Konrad Højerup havde boet i mange år på Ringbo, hvor han i vidt omfang klarede sig selv.

Han havde to søstre og en bror. Søstrene havde han kontakt med hver uge, men ellers havde han tilsyneladende ingen omgangskreds.

-Han var en stille eksistens, der holdt sig mest for sig selv. Derfor var det ikke usædvanligt, at personalet ikke så ham i længere tid. Han var også ukendt hos politiet, oplyste politiinspektør Bent Isager-Nielsen dengang.

Helge Konrad Højerup blev sidst set i live af personale på bocenteret torsdag den 21. februar 2008 ved 13-tiden. Han blev dræbt i løbet af de 31 timer, der gik, før han blev fundet.