60-årig kvinde dræbt med mukkert

Obduktion fastslår, at drabsoffer døde af slag i hovedet

Den midaldrende kvinde, der søndag blev fundet dræbt i et hus i Handbjerg mellem Skive og Struer, døde med stor sandsynlighed af læsioner i hovedet som følge af slag med en mukkert.

Den præcise dødsårsag er endnu ikke opklaret.

Politiet oplyser i dag, at kvinden er identisk med den 60-årige Hanne Hald, som var tilmeldt på adressen. Hun var samlever med den 56-årig mand, som i går blev varetægtsfængslet i 15 dage fængslet i et lukket retsmøde.

Se også: 56-årig fængslet for at slå samlever ihjel med mukkert

Inden dørene blev lukket, erkendte samleveren, at han havde slået Hanne Hald, men han nægtede sig skyldig i drab.

Retsmedicinerne anslår, at kvinden døde midt i sidste uge.

- Der forestår nu en del afhøringer og tekniske undersøgelser i sagen for at klarlægge hændelsesforløbet, siger sektionsleder Jim Hansen fra Midt- og Vestjyllands politi.

Da retsmødet blev afholdt for lukkede døre vil politet ikke oplyse yderligere om drabet.