Ung pige i livsfare efter bus-påkørsel

En 23-årig kvinde er i kritisk tilstand på Rigshospitalet, efter hun på cykel frontalt ramte en bus i København

Hele bussens forrude er smadret efter påkørslen med cyklisten (Foto: Jesper Centervall)
Hele bussens forrude er smadret efter påkørslen med cyklisten (Foto: Jesper Centervall)

Ifølge vidner kørte en 23-årig kvinde i nat mod færdselsretningen på cykel i krydset mellem H.C. Andersens Boulevard og Tietgensgade, da en bus rammer hende.

- Vi har afhørt både vidner og chaufføren af bussen, og de siger, at bussen rammer cyklisten, da bussen kører over for grønt i krydset, siger den centrale vagtleder ved Københavns Politi, Jens Kristiansen, til Ekstra Bladet.

Sidste melding på kvindens tilstand fik politiet klokken halv fire i nat, og her lød det, at hun hendes tilstand er stabil, men at hun er i livsfare.

- Vi har haft en bilinspektør ude og undersøge bussen og uheldsstedet, og hans beregninger og undersøgelser afventer vi. Det ser jo ud til at have været voldsomt, når man kigger på bussens smadrede rude, siger vagtlederen.

Vidnerne skal nu efterafhøres, og omstændighederne skal undersøges nærmere, inden politiet kan sige mere om sagen.