Politi: 15-årig truede sig til oralsex

Drengen er sigtet for at true sig til oralsex fredag aften i Vollsmose

(Arkivfoto: Joachim Ladefoged)
(Arkivfoto: Joachim Ladefoged)

En blot 15-årig dreng er blevet anholdt og sigtet for at true sig til oralsex i Odense-bydelen Vollsmose.

Ifølge Fyns Politi skete overfaldet fredag aften mellem kl. 20 og 21 i et lille skovstykke ved Vollsmose Allé.

- Den yngre kvinde i 20'erne var på vej mod sin bopæl, da hun blev overfaldet og truet til oralsex og til at onanere på drengen på et stisystem mellem Vollsmose Allé og Bøgeparken, oplyser senioranklager Jacob Thaarup til Ekstra Bladet.

Efter overfaldet kunne kvinden selv gå hjem og tilkalde politiet.

- Der ligger selvfølgelig en form for vold og trussel i selve overfaldet, men hun er ellers uskadt, fortæller Jacob Thaarup.

Drengen, der er dansk statsborger med somalisk baggrund, blev anholdt i nat og fremstilles i grundlovsforhør kl. 11.30 i retten i Odense.

- Der er ingen forudgående kontakt mellem dem, og de har ingen relationer, siger senioranklageren.

Politiet fandt frem til drengen på baggrund af kvindens signalement af ham og på baggrund af et andet overfald i sidste uge, hvor politiet også havde ham til afhøring.

- Det andet overfald var ikke seksuelt, men et voldeligt overfald mod en anden kvinde, oplyser Jacob Thaarup.

Den 15-årige dreng nægter sig skyldig.

Anklagemyndigheden vil anmode om, at fremstillingen sker for lukkede døre.

Ved du noget? Send tip til 1224@eb.dk eller sms 1224 (Alm. sms-takst)