To mænd røver bank

Røverne slap afsted med dagens omsætning fra flere butikker i indkøbscenter i Odense

To maskerede røvere stak i formiddag af med gårsdagens omsætning hos flere butikker her i Rosengårdscentret nær Vollsmose i Odense. Røveriet skete, da røverne med pistoler truede to ansatte fra et pengetransportfirma til at udlevere de penge, de netop havde afhentet i Danske Banks døgnboks. (Foto: Nicolai Brix/Polfoto).
To maskerede røvere stak i formiddag af med gårsdagens omsætning hos flere butikker her i Rosengårdscentret nær Vollsmose i Odense. Røveriet skete, da røverne med pistoler truede to ansatte fra et pengetransportfirma til at udlevere de penge, de netop havde afhentet i Danske Banks døgnboks. (Foto: Nicolai Brix/Polfoto).

To mænd røvede tidligt i formiddag Danske Banks afdeling i Rosengårdscentret i Odense.

Fyns Politi modtog anmeldelsen klokken 9.29 fra de to chokerede mænd, som rutinemæssigt ankom til banken - eller rettere bankens døgnboks - for at hente gårsdagens omsætning fra flere butikker i indkøbscentret nær Vollsmose i Odenses nordøstlige udkant.

Se også: Skudt under røveri: Ekspedient i chok

De to maskerede gerningsmænd truede med hver sin pistol de to mænd fra et pengetransportfirma til at udlevere et ukendt pengebeløb fra bankens døgnboks

- Butikkerne har endnu ikke indrapporteret, hvilke beløb de har puttet i boksen, så vi ved ikke, hvor stort et beløb, der er tale om, siger efterforskningsleder Carsten Arntoft, Fyns Politi, til Ekstra Bladet.

Stak af på motorcykel
Han fortsætter:

- Når vi kender beløbets størrelse, siger vi det efter aftale med pengeinstitutterne ikke til offentligheden.

Efter røveriet stak de to gerningsmænd af på en motorcykel, der senere blev fundet på Tagtækkervej. Derefter kørte de videre i en sort bil af ukendt mærke.

Se også: Kender du den voldelige røver?

Røverne beskrives som 170-180 centimeter høje og er formentlig udlændinge. De var iklædt mørkt tøj og havde muligvis sikkerhedssko på.

- Ingen af de to fra pengetransportfirmaet har lidt fysisk overlast, men de er selvfølgelig ret chokerede alligevel. Røverne opførte sig meget aggressivt og talte begge med tydelig udenlandsk accent, siger Carsten Arntoft.