Politiet: Meld en misbruger

Politiet i Halsnæs Kommune vil have spritbilister væk fra vejene. Pårørende og venner skal hjælpe til

Politiet i Nordsjælland vil hjælpe spritbilister væk fra vejene, så man undgår dødsulykker som i tilfældet med 13-årige Alexander Pedersen. (Linda Johansen)
Politiet i Nordsjælland vil hjælpe spritbilister væk fra vejene, så man undgår dødsulykker som i tilfældet med 13-årige Alexander Pedersen. (Linda Johansen)

En 43-årig mand har for få minutter siden modtaget sin dom på to års fængsel for at have påkørt og dræbt den kun 13-årige Alexander Pedersen i november måned.

Manden, der er fra Frederiksværk, kørte i beruset tilstand, hvilket ikke var første gang.

Se også: Dræbte 13-årige Alexander: I dag falder dommen

Med baggrund i den tragiske hændelse er Nordsjællands Politi gået ind i et samarbejde med Halsnæs Kommune i håbet om at forhindre flere af den slags ulykker.

- Vi vil med dette initiativ appelere til de mange pårørende, arbejdskollegaer og venner til mennesker, der har et misbrug og som dagligt kører bil. Mange sidder inde med en viden om, at deres kære sætter sig ind bag rattet, selvom de har drukket. Den vil vi meget gerne have, at de deler med os, så vi kan gøre noget ved det, siger vicepolitiinspektør Per Thuesen til Ekstra Bladet.

Se også: Havde intet lært: Dødsbilist dræbte Alexander tæt på gammelt ulykkessted

Hjælp til at komme ud af misbrug
Projektet går ud på, at de mennesker, der ved, at de har en i omgangskredsen, som kører spritkørsel, kan henvende sig til politiet på 114 eller nsj@politi.dk. Derefter tager politiet kontakt til misbrugeren sammen med en misbrugskonsulent.

- Vi ved godt, at alkoholmisbrug er et kæmpe tabu for mange, men vi håber alligevel, at folk vil støtte op om projektet og tage ansvar, siger Per Thuesen.

I løbet af 2013 har Nordsjællands Politi stoppet 72 spritbilister i Halsnæs Kommune .To af dem var involveret i færdelsuheld.

- Det er jo tragisk, at en 13-årig dreng skal dø på grund af en spritbilist. Det må simpelthen ikke ske igen, lyder det.

Forsøget med at få pårørende til at hjælpe politiet med at finde spritbilisterne, før de ender med at gøre skade på andre, er gennemført på Bornholm i 2008 med succes. Her endte 10 personer med at vælge behandling.

Hvis initiativet også får succes i Halsnæs Kommune vil man udvide projektet til resten af politikredsen.