Stukket i ryggen under røveri: Butiksansat i kritisk tilstand

En 41-årig butiksansat er på operationsbordet på Rigshospitalet efter brutalt røveri

En 41-årig butiksansat blev stukket ned, da han forsøgte at spærre vejen for to maskerede røvere. (Foto: Kenneth Meyer)
En 41-årig butiksansat blev stukket ned, da han forsøgte at spærre vejen for to maskerede røvere. (Foto: Kenneth Meyer)

To maskerede røvere bliver her til aften eftersøgt af politiet, efter et brutalt røveri af en Rema 1000 i Albertslund, hvor en 41-årig butiksansat er blevet stukket i ryggen med kniv.

- De to gerningsmænd mødte op ved indgangen til butikken, hvor en ansat var ved at lukke. Han forsøger så at holde døren for de to gerningsmænd, som er maskerede, fortæller vagtchef ved Københavns Vestegns Politi, Kim Svenningsen, til Ekstra Bladet.

Det fik dog ikke de to maskerede mænd til at opgive at røve butikken.

- De sprøjter peberspray i ansigtet på ham, og imens han forsøger at holde dem ude, får han to knivstik i ryggen, siger vagtchefen.

Den 41-årige butiksansatte er efter overfaldet blevet kørt på Rigshospitalet, hvor han er kommet på operationsbordet. Hans tilstand betegnes som kritisk, oplyser vagtchefen.

Politiet søger vidner
Politiet er i øjeblikket i færd med at sikre spor på gerningsstedet, og de har i øjeblikket også hundepatruljer på stedet.

Selvom der var en del vidner på stedet inde i og uden for butikken, søger politiet fortsat vidner til overfaldet.

Den ene gerningsmand beskrives som en mand på 20-25 år, der er cirka 170 centimeter høj og almindelig eller spinkel af bygning. Han var iført sort hættetrøje, sort tørklæde for ansigtet og mørke jeans.

Den anden gerningsmand beskrives ligeledes som en mand på 20-25 år. Han er omkring 170 cm høj og almindelig til muskuløs af bygning. Han var iført en sort hættetrøje med noget hvid skrift, en sort/hvid-ternet bandana for ansigtet og hvide bukser.

Har du oplysninger i sagen kan du kontakte Københavns Vestegns Politi på telefon 114.

SENESTE: Den butiksansatte meldes tirsdag morgen i stabil tilstand og udenfor livsfare

1 af 2 En 41-årig butiksansat blev stukket ned, da han forsøgte at spærre vejen for to maskerede røvere. (Foto: Kenneth Meyer)
2 af 2 En 41-årig butiksansat blev stukket ned, da han forsøgte at spærre vejen for to maskerede røvere. (Foto: Kenneth Meyer)