Plyndringstogt: Derfor har tyvene været så flittige i julen

Der har været 20 procent flere indbrud i julen i år i forhold til i fjor. Og det kan skyldes, at vejret har været markant bedre, vurderer Rigspolitiet

Der har været over 900 anmeldte jule-indbrud i år, og det kan skyldes, at vejret har været så godt. (Foto: Mik Eskestad)
Der har været over 900 anmeldte jule-indbrud i år, og det kan skyldes, at vejret har været så godt. (Foto: Mik Eskestad)

911.

Så mange indbrudsanmeldelser er der indtil videre registreret fra den 20. til 24. december, og det er en stigning på over 150 anmeldelser i forhold til i fjor. Det viser en opgørelse fra Rigspolitiet.

Og det er paradoksalt, da der i løbet af hele året har været registreret omkring ti procent færre indbrudsanmeldelser end i 2012.

Se også: Se indbrudslisten: Her kommer du hjem til et tomt hus

Derfor har Rigspolitiet også svært ved at finde en forklaring på stigningen. Men én forklaring forekommer dog lige for.

- Altså en af forklaringerne, det er rent gætværk, det er at vejret har været bedre i år end tidligere. Derfor har det været mere besværligt de andre år at komme ud, fordi der har været meget sne eller dårligt vejr, siger kommunikationsrådgiver Carsten Andersen til Ekstra Bladet og pointerer, at der også kan være mange andre årsager til stigningen .

Han mener dog også, at man ikke kan sige noget endeligt om antallet af juleindbrud endnu.

- Mange er jo på juleferie og kommer jo først hjem i morgen eller i overmorgen. Det er derfor, at man først skal se på tallene, når hele julen er overstået, siger Carsten Andersen og fortsætter.

- Det handler også om, hvornår folk får anmeldt det. Er det lige efter, at de er kommet hjem - eller venter de til morgenen efter. Så man skal lige klappe hesten en gang, inden man konkluderer noget.

Se også: Ny indbrudsdille: Tyve tipper hinanden med flasker

Antallet af indbrud har juleaften været højest på Fyn og Østjylland, mens indre København har sluppet mest nådigt.