Seks brande på tre dage: Politiet frygter en pyroman

Politiet mistænker, at en række brande på Københavns Vestegn er blevet påsat

Brandvæsnet på Vestegnen ved København har haft travlt med at slukke brande, der ifølge politiet kan være påsatte. Her er det gået ud over en carport på Fagotvej i Herlev. (Foto: Bjørn Nielsen)
Brandvæsnet på Vestegnen ved København har haft travlt med at slukke brande, der ifølge politiet kan være påsatte. Her er det gået ud over en carport på Fagotvej i Herlev. (Foto: Bjørn Nielsen)

Ved du noget? Tip os på mail til 1224@eb.dk eller sms til 1224 (koster alm. sms-takst)

Brandvæsnet fik travlt i Herlev ved København søndag morgen, hvor der inden for en halv time opstod tre ildebrande, oplyser politiet til Ekstra Bladet.

Klokken 05.56 var der ild i en carport på Eleverhøjen, og bare fem minutter senere fik politiet en melding om brand i en invalideknallert, der var parkeret på Baneløkken.

Kort efter - klokken 06.25 - var der igen brand i en carport på Fagotvej. Alle adresser ligger inden for en afstand på en kilometer.

- Det er en afstand, man kan gå på en halv time. Vi efterforsker brandene som værende påsatte, siger vagtchef ved Københavns Vestegns Politi, Jeff Kongedam Nielsen.

Han tilføjer, at brandene hurtigt blev slukket, og ingen kom til skade.

De tre brande kommer netop, som politiet efterforsker tre andre brande i en kolonihaveforening i Taastrup.

Senest lørdag aften kort før midnat, da brandvæsnet måtte i aktion for at slå flammer ned i endnu en af foreningens huse.

De tre brande i kolonihaveforeningen fandt sted på Grøndalsvænge og Parkvej fredag og lørdag. Også her tror politiet, at brandene er påsatte.

- Vi vil meget gerne høre fra folk, der har observeret noget mistænkeligt i forbindelse med brandene, siger vagtchef Jeff Kongedam Nielsen.

Har man oplysninger bedes man kontakte Københavns Vestegns Politi ved at ringe 114.

 

1 af 2 
2 af 2 Brandvæsnet på Vestegnen ved København har haft travlt med at slukke brande, der ifølge politiet kan være påsatte. Her er det gået ud over en carport på Fagotvej i Herlev. (Foto: Bjørn Nielsen)