Brand på færge med 1000 passagerer

Færgen med næsten 1000 passagerer var på vej til Holland fra Newcastle, da der udbrød brand i kabine

Tip os på mail til 1224@eb.dk eller sms til 1224 (koster alm. sms-takst)

En brand ramte sent lørdag aften en passagerfærge ud for den engelske østkyst. Færgen ejes af det danske rederi DFDS.

En person, som mistænkes for at være skyld i branden, er blevet tilbageholdt af besætningen på skibet.

- Lidt før klokken 23 udbrød der brand i en passagerkabine. Den blev ret hurtigt slukket af besætningen. Men der udviklede sig en del røg, og flere passagerer og medlemmer af besætningen er blevet tjekket for røgskader, siger Gert Jakobsen, kommunikationschef hos DFDS.

- Der er en læge om bord, og så er der kommet endnu en læge fra den britiske redningstjeneste. 18 personer er blevet undersøgt for røgforgiftning, fortæller han.

Syv personer - seks besætningsmedlemmer og en enkelt passager - er så medtagede af røgen, at de med helikoptere er blevet fløjet i land for at blive behandlet, oplyser den britiske kystvagt.

Færgen, MS King Seaways, var på vej fra Newcastle i det nordøstlige England til den hollandske kystby Ijmuiden.

Den befandt sig knap 50 kilometer fra kysten, lidt nord for flodudmundingen Humber i Yorkshire, da branden brød ud.

Ifølge britisk politi er en passager under mistanke for at være skyld i branden.

- Men det er uklart, om branden i kabinen er påsat med vilje eller ved et uheld, siger Andrew Dixon fra politiet i Humberside.

Der var 946 passagerer samt 127 besætningsmedlemmer om bord på færgen.

- Færgen er nu vendt om, og ventes at ankomme til Newcastle cirka klokken fem søndag morgen, siger Gert Jakobsen.

Helikoptere fra det britiske luftvåben, RAF deltager i redningsaktionen.

- Heldigvis er vejret i området godt. Så der har ikke været nogen problemer ude i Nordsøen i nat. Det hele har fungeret, siger indsatsleder Dave Webster fra det britiske luftvåben til Sky News.

- Redningsaktioner fra ethvert stort fartøj er altid krævende, men vi træner i det her hver dag, og det heldigvis næsten hverdagskost for mandskabet at udføre denne slags aktioner.

Den store færge, der har plads til 1800 passagerer, har ikke fået nogen skader af betydning som følge af branden.

- Årsagen til branden kender vi endnu ikke. Den skal undersøges af myndighederne, siger Gert Jakobsen fra DFDS.