28-årig mand anholdt efter færgebrand

DFDS-færge var på vej til Holland, da der opstod brand om bord

(Foto: AP)
(Foto: AP)

Var du om bord på færgen? Tip os og send billeder på mail til 1224@eb.dk eller sms til 1224 (koster alm. sms-takst)

Politiet har anholdt to mænd i forbindelse med en brand lørdag aften på en danskejet passagerfærge ud for den engelske østkyst, skriver BBC.

En 28-årig mand blev tidligere tilbageholdt, da han mistænkes for at være skyld i branden, der lørdag aften opstod om bord på en færge med næsten 1000 passagerer. Det er uvist, hvem den anden anholdte er.

Ifølge britisk politi boede den 28-årige anholdte i kahytten, hvor branden opstod.

- Men det er uklart, om branden i kahytten er påsat med vilje eller ved et uheld, siger Andrew Dixon, der er politiinspektør i Humberside.

- Men personen fra den kahyt, hvor branden fandt sted, om den så var påsat eller en ulykke, er blevet tilbageholdt af besætningen, siger politiinspektøren til britiske Sky News.

Branden brød ud, da passagerfærgen befandt sig ud for den engelske østkyst. Færgen ejes af det danske rederi DFDS og sejler mellem Holland og England.

- Lidt før klokken 23 udbrød der brand i en passagerkabine. Den blev ret hurtigt slukket af besætningen. Men der udviklede sig en del røg, og flere passagerer og medlemmer af besætningen er blevet tjekket for røgskader, siger Gert Jakobsen, kommunikationschef hos DFDS, til Ritzau.

Seks personer - fire besætningsmedlemmer og to passagerer - er så medtagede af røgen, at de med helikoptere er blevet fløjet i land for at blive behandlet.

Færgen, MS King Seaways, var på vej fra Newcastle i det nordøstlige England til den hollandske kystby Ijmuiden.

Der var 946 passagerer samt 127 besætningsmedlemmer om bord på færgen.