Koreaner fængslet for falske tikroner i København

Ifølge politiet er der flere gerningsmænd på fri fod i sag om falske mønter. Koreaner nægter sig skyldig

En 34-årig mand fra Sydkorea nægter onsdag i Københavns Dommervagt at have håndteret falske mønter med en pålydende værdi af tusindvis af kroner.

Manden blev dog varetægtsfængslet i 13 dage, da dommeren vurderede, at der var begrundet mistanke om, at manden er skyldig i den rejste sigtelse, og at der er risiko for, at koreaneren på fri fod vil flygte eller forstyrre efterforskningen.

Manden blev anholdt tirsdag eftermiddag, da han i Jyske Banks filial i Store Kongensgade i København ifølge politiets sigtelse forsøgte at veksle over 16.000 kroner i falske tiere.

Det var en ansat i banken, som blev mistænkelig og kontaktede politiet, der fandt ud af, at manden tidligere på dagen havde omsat falske mønter for 20.000 kroner i Nordeas filial på Frederiksborggade i København.

Dommeren begrundede desuden sin beslutning om at lukke dørene til retsmødet med, at tilliden til pengesystemet er uhyre vigtig, og at hensynet til sagens opklaring derfor vægtes højt.

Inden dørlukningen fortalte senioranklager Erik Hjelm i forbindelse med oplæsning af sigtelsen, at koreaneren står i ledtog med mindst én medgerningsmand, som befinder sig på fri fod.

Det er også kommet frem, at koreaneren har omsat et endnu ukendt beløb i falske mønter rundt om i byen. Det skulle blandt andet være sket på Hotel Copenhagen Strand.

Manden er sigtet efter straffelovens paragraf 167, som handler om udgivelse af falske penge, altså om at sætte dem i omløb.

Strafferammen for den type forbrydelse indikerer, at der bliver set på det med stor alvor - den lyder på fængsel i op til 12 år.

I sidste uge blev den 63-årige førtidspensionist Poul Jensen ved Retten på Frederiksberg idømt et års fængsel i en sag om 55 falske eurosedler.

Sedlerne havde en pålydende værdi på 14.000 euro, godt 100.000 kroner. De blev fundet i et kælderrum, som tilhørte manden.

På sedlerne har politiet fundet fingeraftryk fra to asylansøgere, som nu er eftersøgt. Der blev ikke fundet fingeraftryk fra den dømte på sedlerne.