Politimand kørt ned af bilbøller

Politiet lægger røgslør over mystisk optrin i går, hvor 54-årig politimand blev påkørt efter klammeri med to mænd i færd med at skifte nummerplade på bil

En 54-årig politimand i civil slap med skrækken og nogle skrammer, da han i går ved 16.30-tiden lidt uden for Hammel ved Aarhus overraskede to yngre mænd, som var i færd med at skifte nummerplader på en bil.

Politimanden kom kørende på Anbækgårdsvej og bemærkede mændene stå ved en mørk bilen i vejkanten. Han legitimerede sig som politimand og spurgte, hvad de lavede.

Men pludselig opstod der håndgemæng mellem betjenten og mændene. Flere vidner, der overværede episoden, kom betjenten til undsætning.

Det lykkedes dog i ly af tumulten gerningsmændene at komme ind i bilen og stikke af. Under flugten påkørte de betjenten.

Østjyllands Politi har valgt kun at offentliggøre disse kerneoplysninger i sagen, og derfor er der hverken udsendt signalementer, eller oplysninger om, hvorvidt om mændene talte dansk.

- Vi har ingen konkrete personer i kikkerten og holder lige nu kortene ind til kroppen, siger politikommissær Anders Uhrskov.

- Episoden som sådan kan vi bekræfte. Pressen ville jo sikkert hurtigt få nys om sagen, fordi der jo var vidner til stede, siger politikommissær Anders Uhrskov.

- Politimanden er behandlet for skrammer og knubs på skadestuen. Lykkeligvis har han ikke lidt alvorlig fysisk overlast, siger Anders Uhrskov.

Sagen efterforskes som overfald på embedsmand i funktion.