Blev myrdet i sit hjem: Nu er 22-årig på vej hjem

Ahmad Fouad Karimi er på vej hjem i en kiste til Afghanistan. Samtidig står politiet fortsat uden motiv og gerningsmænd

22-årige Ahmad Fouad Karimi blev fundet død 22. marts i Horsens. Nu er hans jordiske rester på vej hjem til familien i Kabul. (PRIVATFOTO)
22-årige Ahmad Fouad Karimi blev fundet død 22. marts i Horsens. Nu er hans jordiske rester på vej hjem til familien i Kabul. (PRIVATFOTO)

22. marts blev den afghansk-fødte Ahmad Fouad Karimi fundet dræbt i sit hjem i Horsens.

Den 22-årige mand, der mens han levede sendte penge hjem til sin mor i Afghanistan, er lørdag på vej hjem til familien, lidt over to uger efter han blev fundet død i sit hjem.

Det skriver TV2 Østjylland.

Det er den 22-åriges ven Torialy Davis, der har stået for en indsamling blandt venner for at få Ahmad Fouad Karimi hjem, og han har samtidig stået for papirarbejde i forbindelse med at få sendt den unge afghaner hjem til familien.

- Det har været en hård og stressende proces med alt det papirarbejde, der skal laves i sådan en sag, men vi har fået stor hjælp fra bedemanden og alle dem, der har støttet. Nu er det lykkedes, og det er dejligt. Jeg har snakket med hans familie i Kabul, og de er klar til at tage i mod ham på søndag, siger Torialy Davis til TV2 Østjylland.

Se også: Venner til knivdræbt: Han skal hjem i en fart

Han oplyser, at den 22-årige er lettet fra Kastrup Lufthavn klokken 18 lørdag og ventes at lande i Kabul klokken 9 søndag morgen lokal tid.

Bliver klogere hver dag
Samtidig har politiet langt fra noget entydigt svar på, hvorfor den unge mand skulle dø.

- Vi bliver klogere hver dag, men omvendt er der heller ikke noget afgørende nyt i forhold til motiv og gerningsmænd, siger vicepolitikommisær ved Sydøstjyllands Politi, Carsten Thostrup, til Ekstra Bladet.

Han forklarer, at politiets arbejde siden fundet af den 22-årige især har bestået i at sikre tekniske spor og afhøre omgangskredsen for at finde frem til, hvad der kan ligge bag drabet, der formentlig er begået med en kniv.

Tog Twitter til hjælp
Undervejs i efterforskningen har Sydøstjyllands Politi blandt andet taget det sociale medie Twitter til hjælp for at få henvendelser fra borgere, der måtte ligge inde med oplysninger i sagen.

Se også: Politi bruger Twitter til at opklare drab

Efterlysningen har medført en del henvendelser, men det er begrænset hvor mange nye henvendelser politiet har fået om sagen den seneste tid.

- Det er desværre ikke så mange henvendelser, vi har fået, det må vi også erkende, siger Carsten Thostrup.

Politiet afventer nu at få resultaterne af de tekniske undersøgelser fra Ahmad Fouad Karimis lejlighed, så hændelsesforløbet kan blive fastslået.

- Resultaterne kommer dryppende ind, for der er mange ting, der skal undersøges og dokumenteres. De kommer dryppende i de kommende uger, og de er også med til at give et bedre samlet billede, fortæller vicepolitikommisæren til Ekstra Bladet.