Mand fundet skyldig for Stefan-drab

En 27-årig mand er netop fundet skyldig i at have dræbt Stefan Paludan med fire dødelige knivstik

En 27-årig mand er fundet skyldig i drabet på Stefan Paludan
En 27-årig mand er fundet skyldig i drabet på Stefan Paludan

En banal konflikt i trafikken udviklede sig tragisk for 22-årige Stefan Paludan fra Hvidovre. I slutningen af april sidste år blev han dræbt af fire knivstik i ryggen på en parkeringsplads foran Avedøre Svømmehal.

I dag er den 27-årige tiltalte mand med tyrkisk baggrund netop fundet skyldig i manddrab, og straffen forventes udmålt i dag klokken 12

Han har overskredet grænsen for nødværge, og er derfor fundet skyldig i manddrab, siger den skyldiges forsvarsadvokat, Michael Juul Eriksen, til Ekstra Bladet

Forinden det drabelige slagsmål d. 23 april havde den tiltaltes ene bror haft en mindre kontrovers tidligere på dagen med en yngre mand, og det udviklede sig til hærværk mod brorens bil.

Senere samme dag var den tiltalte og hans to brødre kørt efter en bil, de mistænkte for at være involveret i hærværket, hvorfor de stoppede ved Avedøre Svømmehal for at konfrontere de mistænke – heriblandt Stefan Paludan Christensen

Her blev Stefan Paludan stukket i ryggen og efterfølgende bragt til skadestuen i Hvidovre, hvor lægerne måtte opgive at redde hans liv.

Frygtede for sin brors liv
I retten har den tiltalte fortalt, at han handlede i selvforsvar.

- Jeg følte, at hvis jeg ikke gjorde noget, så ville han slå min bror ihjel med knytnæveslag. Jeg brugte kniven, fordi jeg ikke så nogle andre udveje, forklarede den tiltalte.

- Jeg blev meget bange, da jeg så de her mange truende personer. Derfor tog jeg selv en kniv med i lommen, sagde den tiltalte i retten.

Ekstra Bladet har talt med flere af Stefan Paludans venner, der var til stede under slagsmålet og knivstikkeriet, og de har en anden udlægning af episoden.

- De tre brødre var ekstremt aggressive, da de steg ud af bilen. Og da de umotiveret banker en af mine venner i gulvet, så starter slagsmålet, siger Kristoffer Lehnert til Ekstra Bladet om episoden på parkeringspladsen.

De vidner, som Ekstra Bladet har talt med, understreger, at de ikke så selve knivstikkeriet, men de kan slet ikke forstå, hvorfor det skulle ende med drab. De mener, at den skyldige burde vide, hvad han foretog sig.

Jeg har aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg skulle være en del af sådan noget. Det er en episode i mit liv, jeg aldrig glemmer, siger Kristoffer Lehnert til Ekstra Bladet.

Ekstra Bladet følger sagen...