10 personer er varetægtsfængslet i jysk narkosag

I en stor politiaktion anholdt politiet tirsdag 10 personer i stor narkosag. De er nu alle varetægtsfængslet

Retten i Randers har onsdag varetægtsfængslet 10 personer, der tirsdag blev anholdt i forbindelse med en stor politiaktion i fem jyske byer rettet mod handel med narkotika.

Alle 10 er varetægtsfængslet i fire uger. Af dem valgte tre at kære afgørelsen til landsretten, oplyser Sydøstjyllands Politi.

Retsmøderne blev holdt for lukkede døre, og af hensyn til den videre efterforskning vil politiet ikke oplyse mere lige nu.

De mange anholdelser og fængslinger udspringer af tirsdagens Task Force Vest-aktion, der ifølge politiet rettede sig mod rocker- og bandekriminalitet med ransagninger 14 steder i en sag, der er blevet efterforsket gennem nogen tid.

Blandt de 10 fængslede er der to medlemmer af Hells Angels og to medlemmer af støttegruppen Devils Choice.

Under ransagningerne, der skete flere steder i Nordjylland, Østjylland og Sydøstjyllands politikredse, blev der fundet hash, amfetamin og doping, oplyste politiet tirsdag.

Sagen handler om fremstilling af og handel med større mængder amfetamin.

Task Force Vest er en særlig enhed, der proaktivt efterforsker rocker- og bandekriminalitet, organiseret indbrudskriminalitet, hælerier og hjemmerøverier.

/ritzau/