Nordjyde alvorligt kvæstet efter sammenstød med lastbil

En 35-årig nordjysk mand er alvorligt kvæstet, efter at hans bil stødte sammen med en lastbil

En nordjysk mand på 35 år er i kritisk tilstand, efter at den bil, han sad i, onsdag kom over i den forkerte side af vejen og stødte sammen med en lastbil.

Ulykken skete på Saltumvej ved Øster Hjermitslev vest for Brønderslev, oplyser Nordjyllands Politi.

- Passagerbilen kommer kørende mod vest, men chaufføren - en kvinde - mister herredømmet over bilen og rammer lastbilen. Det er kritisk, siger vagtchef Heine Hansen.

Hverken føreren af bilen eller lastbilchaufføren skal være kommet noget alvorligt til, fortæller vagtchefen.

Efter trafikulykken blev den 35-årige mand kørt med ambulance til Aalborg Universitetshospital.

Nordjyllands Politi har haft en bilinspektør på stedet, og vagtchefen forventer at få svar på undersøgelserne i løbet af et par dage, skriver TV2 Nord på sin hjemmeside.

/ritzau/