Kørte ind i lastbil: Rev selv i ekskonens rat

Nordjyde sad på passagersædet i bil og rykkede i rattet, så bil kolliderede med lastbil

Den 35-årige mand, der kom til skade ved et frontalt bilsammenstød i går, rykkede selv i rattet.

Se også: Nordjyde alvorligt kvæstet efter sammenstød med lastbil

Det fortæller politiet her til morgen, oplyser DR P4 Nordjylland. Ved uheldet på Saltumvej vest for Brønderslev onsdag formiddag kolliderede en lille personbil med en kvinde bag rattet med en lastbil.

Kvindens 35-årige eksmand var forsædepassager i bilen.

- Uden nogen forudgående advarsler tager den 35-årige pludselig fat i rattet og drejer det, så personbilen kører frontalt ind i lastbilen, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi, Per Jørgensen til radiostationen.

Den 35-årige havde forladt Brønderslev Psykiatriske Sygehus og var formentlig påvirket af medicin, vurderer vagtchefen.

Mandens motiv til at rykke i rattet er endnu ikke afdækket.

- Sagen er ikke slut, manden skal afhøres og så må vi se, hvad det fører til, siger Per Jørgensen til DR P4 Nordjylland.

Den 35-årige mand brækkede armen ved uheldet, mens kvinden fik mindre skader, og lastvognchaufføren slap uskadt.

Ifølge vagtchef Per Jørgensen er det overraskende, at det ikke gik værre, når man så, hvor smadret den lille personbil var efter sammenstødet med lastbilen.