Kraftig røgudvikling - Odense centrum afspærret

Tagpap-fabrik i brand. Store dele af det indre Odense er spærret af

Der er kraftig røg i området omkring Vesterbro i Odense. Alle borgere i området bør holde sig indendøre, siger politiet (Foto:privat).
Der er kraftig røg i området omkring Vesterbro i Odense. Alle borgere i området bør holde sig indendøre, siger politiet (Foto:privat).

Fyns Politi meddeler, at der er kraftig røgudvikling på Versterbro 11 C i Odense.

- Alle skal i en radius af 500 m lukke for døre og vinduer og slukke for ventilationen, lyder det.

Samtidig har beboerne i en radius af 500 meter fået besked på, at de skal gå indenfor og lukke døre, vinduer og ventilationsanlæg.

En bygning med tagpap brænder i gården til ejendommen. Da det ikke er klarlagt, hvad røgen indeholder, skal den indtil videre betragtes som farlig at indånde.

Røgen er koncentreret omkring området Vindegade, Kongensgade, Vestergade og Vesterbro. Da der er mange fodgængere i området, og da røgen forsvinder og kommer igen hele tiden på grund af vinden, opfordrer politiet til, at borgere i området informerer hinanden om faren.

Der spærres nu for al trafik i Vestergade mellem Ny Vestergade og Kongensgade samt i hele Pantheonsgade.

Alle trafikanter bedes holdes sig ude af området - det gælder også fodgængere og cyklister.

Politiet vurderede omkring klokken 16 torsdag eftermiddag, at det vil tage et par timer at slukke branden.

- Der er ingen mennesker i fare i forbindelse med branden, siger vagtchefen ved Fyns Politi, Kenneth Taanquist, til Ritzau.

Hvordan branden er opstået eller hvor i bygningen, den er startet, kan politiet foreløbig ikke svare på.

Hvis man føler sig dårlig efter at have været i kontakt med røgen, opfordrer politiet til, at man søger læge.

Det er uvist, hvornår beboerne i det indre Odense igen får lov at bevæge sig udenfor, men det sker formentlig først tidligt på aftenen.

Er du på stedet, har du billeder? send til 1224 (koster alm takst)