Stak kniv i halsen på kvinde og sagde undskyld

Den mand, der i morges blev anholdt og sigtet for drabsforsøg, er blevet varetægtsfængslet i fire uger og skal mentalundersøges

- Pludselig fik jeg den tanke at stikke hende i halsen.

Købesex endte helt galt, da en ung mand stak en afrikansk prostitueret i halsen tidligt torsdag morgen.

Se også: Kvinde stukket i halsen på kollegium

Manden er netop blevet fremstillet i et grundlovsforhør i retten i Glostrup.

Her har dommeren valgt at varetægtsfængsle ham i fire uger. Manden skal desuden mentalundersøges, fordi han ifølge forsvareren har det psykisk dårligt.

Tydeligt berørt

Den 25-årige mand, der er beskyttet af navneforbud, blev fulgt ind i rettens venteværelse iført håndjern af to betjente.

Indtil forsvareren kom, sad han med et tomt blik, der skiftevis var direkte ud i luften og rettet mod hans mao-sko.

Det var først efter en lang samtale med sin forsvarer, at han brød sammen og græd. Under hele retsmødet sad han snøftende og kiggede ned i bordet.

En bytur efter arbejde er tydeligvis gået helt galt. Den 25-årige mand mødte på vej hjem fra byen en prostitueret, afrikansk kvinde og aftalte at tage hjem til ham og dyrke sex.

De var forbi flere hæveautomater, inden de satte sig i en taxa og kørte mod Albertslund, hvor den unge mand bor. Da der skulle betales, var der ikke flere penge tilbage på dankortet, og den prostituerede måtte betale.

En pludselig tanke

Den prostituerede gav ham oralsex, men det førte ikke til mere og endte ikke med en udløsning.

- Hun faldt i søvn, og jeg lå og tænkte på, om jeg skulle 'gøre det færdigt selv', men det kunne jeg ikke få mig selv til, når hun lå ved siden af.

- Pludselig fik jeg den tanke at stikke hende i halsen. Så jeg gik ud og hentede en køkkenkniv, har en 25-årige mand fortalt til politiet.

Kvinden vågnede, da han stak den 17 centimeter lange køkkenkniv i halsen på hende. Der opstod tumult, hvorefter manden begyndte at undskylde.

- Jeg var bange for, at han ville stikke mig flere gange. Men han stoppede og sagde undskyld og gav mig et håndklæde, jeg kunne presse mod stiksåret, har den afrikanske kvinde fortalt til politiet.

Ventede i brusekabinen

Hun løb ud af lejligheden, og knap 100 meter væk fik en person øje på hende og tilkaldte hjælp.

I mellemtiden havde den unge mand sat sig i brusekabinen, hvor han ventede på politiet skulle komme og anholde ham.

Anholdelsen skete uden dramatik.

Manden er tidligere dømt for vold mod en ekskæreste, hvor han i forbindelse med dommen fik psykiatrisk behandling. Han har diagnosen Asbergers syndrom.

1 af 2 
2 af 2