Sindssyg mand idømt almindelig fængselsstraf

Selv om han er erklæret sindssyg, blev en 43-årig mand fredag idømt tre års fængsel af Retten på Frederiksberg

En 43-årig pakistansk mand er af retspsykiaterne på Hvidovre Hospital erklæret sindssyg, men alligevel besluttede en enig domsmandsret i Retten på Frederiksberg højst usædvanligt at idømme ham tre års fængsel for omfattende hæleri.

Manden blev dømt i sagen om firmaet Iraq Posting, der sendte containervis af tyvekoster til Irak.

Når en person er sindssyg, kan vedkommende ikke straffes, hvis han eller hun har været utilregnelig og dermed ikke været i stand til at handle fornuftsmæssigt.

Normalt vil en sindssyg person blive dømt til behandling, hvilket anklageren i sagen da også argumenterede for.

Men domsmandsretten lagde vægt på en række telefonaflytninger, som blev afspillet i retten.

- Samtalerne vidner i høj grad om en person, der kunne handle fornuftsmæssigt - i det omfang man kan tale om fornuftsmæssigt i forbindelse med hæleri, sagde dommeren Jette-Marie Sonne ved domsafsigelsen.

- Han var i høj grad bevidst om priser og kvalitet på tyvekosterne, og han var bevidst om mødesteder og sin rolle i netværket.

- Der er ingen forbindelse mellem hans sindssyge og hans kriminalitet, og han er derfor ikke straffri, slog dommeren fast.

Dommen kommer bag på mandens forsvarer, Bjarne Fabech-Larsen.

- Det er meget overraskende. Jeg har ikke før oplevet, at en sindssyg person er blevet idømt fængselsstraf, siger han til Ritzau.

- Anklageren lagde op til en behandlingsdom, og det var jeg enig i, hvis min klient blev kendt skyldig. Derfor procederede jeg jo ikke for, hvor lang en fængselsstraf han skulle have, hvis dommen kom til at lyde på fængsel, fortsætter han.

Trods den overraskende dom valgte den 43-årige og hans forsvarer at tænke over, om dommen skal ankes. Det skal de afgøre inden for to uger.

- Det er ikke så enkelt. Han blev idømt en betinget udvisning, og for ham var det vigtigste, at han ikke bliver sendt ud af landet. Men vi tænker over det, siger Bjarne Fabech-Larsen.