Ambulance-voldtægt: Så er dommen faldet

En tidligere Falck-redder er fundet skyldig i voldtægt af en 17-årig pige i en ambulance

Retten i Næstved har netop idømt den 40-årige Kent Hansen et års fængsel samt erstatning og tortgodtgørelse på 110.000 kroner

Den tidligere Falck-redder var knaldrød i hovedet og kiggede stift ud i luften, da dommeren læste dommen op. Og efter en kort samtale med sin forsvarsadvokat, Karoline Normann, ankede han dommen på stedet.

Kent Hansen er dømt for at skaffe sig samleje med en person, der ikke kan gøre modstand. Normalt giver det otte måneders fængsel, men dommeren valgte alligevel at hæve straffen til et år

Se også: Tiltalt for ambulance-voldtægt: Hun kælede for mit lem

- Det er den skærpende omstændighed, at du var Falck-redder, og det gør, at straffen kommer over de normale otte måneders fængsel, lød det fra dommeren.

De 110.000 kroner, som Falck-redderen skal betale til den forurettede pige, dækker over 60.000 kroner i tortgørelse og 50.000 i erstatning, da hun har måtte afbryde sin uddannelse.

Se også: Retsgenetiker: 17-årig havde dna på sig

- Normalt giver det kun otte måneder, men dommeren har givet fire måneder ekstra, fordi der er tale om skærpende omstændigheder. Derfor er jeg godt tilfreds, siger anklager Jeannette Vincentz Andersen til Ekstra Bladet.

Der har tidligere været nedlagt navneforbud i sagen, men da dommen faldt, blev det ophævet. Den dømte hed tidligere Klaus Gestrup, men har efter tiltalen skiftet navn til Kent Hansen.

Men selvom Kent Hansen har fået et års fængsel for voldtægten, så blev han ikke varetægsfængslet på trods af begæringen fra anklageren, og det betyder, at han kunne tage hjem, da dommen var faldet.