Kammeraterne: Mads var sød og sjov

Bunken af lys, blomster og personlige beskeder vokser på stedet, hvor 12-årig dreng blev dræbt i tragisk ulykke

Skolekammeraterne Frederik Røntved og Kristian Sørensen (med kasket) tænder lys og lægger blomster på stedet, hvor deres kammerat mistede livet i trafikulykke.(Foto: Claus Bonnerup).
Skolekammeraterne Frederik Røntved og Kristian Sørensen (med kasket) tænder lys og lægger blomster på stedet, hvor deres kammerat mistede livet i trafikulykke.(Foto: Claus Bonnerup).

TISTRUP (Ekstra Bladet): Lokalsamfundet er i dyb sorg, efter at 12-årige Mads fredag eftermiddag blev dræbt af en bil på Letbækvej ved Tistrup nord for Varde.

Adskillige kammerater fra Horne-Tistrup Skole lagde lørdag vejen for ulykkesstedet, hvor livet endte alt for tidligt for den vellidte dreng.

- Mads var en sød og sjov kammerat, som altid var i godt humør, fortæller skolekammeraterne Frederik Røntved og Kristian Sørensen, der tændte lys og lagde blomster på stedet.

Da drengene i går hørte om dødsulykken, havde de først svært ved at tro på, at det kunne passe, fortæller Kristian Sørensens mor.

- Kristians sagde ’bare det var en aprilsnar, og Mads ikke var død alligevel’ fortæller hun til Ekstra Bladets udsendte.

Se også: Politiets teori om dødsulykke: Rygsækken generede Mads

Syd- og Sønderjyllands Politi oplyser, at den 12-årige dreng blev dræbt, da han pludselig foretog et voldsomt sving ud foran en modkørende bil.

Bilisten har fortalt politiet, at drengen umiddelbart før påkørslen så ud til at være distraheret af sin rygsæk på cyklens bagagebærer.

- Bilisten så, at drengen begyndte at rode med sin rygsæk, og det var muligvis årsagen til, at han foretog et pludseligt sving, siger vagtchef Kjeld Jørgensen fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

Drengen blev erklæret død på stedet af den akutlæge, som ankom til ulykkesstedet.

Den 39-årige bilist blev efter ulykken indlagt med chok, men politiet har siden kunnet afhøre ham.

Politiets foreløbige undersøgelse viser, at bilisten ikke havde en chance for at undgå påkørslen.