Mand sigtet for at kapre tog

En 45-årig mand truede i nat lokomotivfører med kniv i toget mellem Fredericia og Esbjerg

Ved du noget? Tip os på 1224@eb.dk eller sms/mms til 1224 (alm. takst)

Togturen mellem Fredericia og Esbjerg udviklede sig i nat meget dramatisk, da en 45-årig mand bevæbnet med en kniv tvang sig adgang til lokomotivføreren i toget med planmæssig ankomst til Esbjerg klokken 01.32.

Klokken 01.09 fik Syd- og Sønderjyllands Politi anmeldelse fra Banedanmarks fjernstyringscentral om, at en mand med kniv truede lokomotivføreren.

På det tidspunkt var toget omkring Vejen, og der var cirka 35 passagerer med.

Manden havde skaffet sig adgang ud til lokomotivføreren ved at simulere, at han var syg. Derfor åbnede lokomotivføreren døren for at hjælpe ham, oplyser politiet.

Den 45-årige mand, der kommer fra Fredericia, forlangte, at toget fortsatte mod Esbjerg samt at han kunne komme i kontakt med enten Fredericias borgmester eller medierne.

Han understregede desuden, at politiet ikke måtte alarmeres.

Men da politiet ankom til toget lykkedes det Syd- og Sønderjyllands Politis hundeførere og en særligt uddannet forhandler at komme i en god dialog med manden.

Han blev overtalt til først at smide kniven ud og derefter til selv at komme ud, hvor efter han klokken 02.28 blev anholdt uden yderligere dramatik i Esbjerg.

Manden bliver fremstillet i grundlovsforhør klokken 11.00.

Han er sigtet efter straffelovens paragraf 183 a, der omhandler den, der ved ulovlig tvang tager kontrol over offentlige transportmidler.

Ingen kom til skade under episoden, og ifølge poliitet blev ingen af passagererne truet med kniv på togturen.

Politiet ønsker at tale med alle, der var med den pågældne afgang mellem Fredericia og Esbjerg. Politiet kan kontaktes på telefon 76 11 14 48.

Ved du noget? Tip os på 1224@eb.dk eller sms/mms til 1224 (alm. takst)