Mirakel i luften: Sådan overlevede teenager vanvidsrejse

16-årig dreng slog alle odds, da han overlevede fem timer i flyets hjulbrønden

Den 16-årige dreng sidder oprejst på båren, inden han bliver rullet ind i en ambulance og kørt til undersøgelse på hospitalet på Maui, Hawaii. (Foto: AP)
Den 16-årige dreng sidder oprejst på båren, inden han bliver rullet ind i en ambulance og kørt til undersøgelse på hospitalet på Maui, Hawaii. (Foto: AP)

En amerikansk teenager bør prise sig lykkelig over, at han overlevede en fem timer lang flyvetur fra Californien til Hawaii som blind passagerer i flyets hjulbrønd.

En talsmand for det amerikanske forbundspoliti, FBI, oplyser, at drengen var bevidstløs under turen, der blev fløjet i 11 kilometers højde med dertil følgende ekstreme kuldegrader.

- Han husker ikke turen. Han var bevidstløs det meste af tiden. Det er utroligt, han overlevede, siger FBI-talsmand Tom Simon på et pressemøde i Hawaii.

FBI-talsmanden oplyser, at overvågningsbilleder fra lufthavnen i San Jose, Californien, viser, at drengen klatrede over et hegn og sneg sig om bord på Hawaiian Airlines Flight 45 søndag morgen.

Teenageren var løbet hjemmefra og kunne åbenbart ikke komme hurtigt nok væk fra sin familie. Ifølge FBI vidste han dog ikke, hvor flyet skulle hen, da han skjulte sig i hjulbrønden, som landingshjulet trækkes op i efter start.

Se også: Sneg sig ombord på fly: 16-årig lå fem timer i hjulkasse

Da Boeing 767-flyet efter fem timer i luften over Stillehavet landede i ferieparadiset Maui, Hawaii, kravlede drengen ned fra hjulbrønden og begyndte at vandre forfjamsket rundt på landingsbanen.

Det var her, ansatte hos Hawaiian Airlines for første gang bemærkede den blinde passagerer og kontaktede sikkerhedspersonalet i lufthavnen.

- Vores primære bekymring er lige nu for drengens velbefindende, siger Hawaiian Airlines-talskvinde Alison Croyle.

FBI oplyser, at drengen er overdraget til børneværnet på Hawaii. Han er ikke identificeret, men risikerer at blive sigtet for indbrud i lufthavnen, når han vender hjem til Californien.

Se også: Overlever mirakuløst: Bjørn havde fat om kvindes hoved

Ifølge en luftfartsekspert er det dog billigt sluppet. For teenageren kunne let have mistet livet under strabadserne.

- Inden for få minutter i den højde vil en person besvime, og normalt vil man ikke overleve så mange timer deroppe. Det er ekstremt usandsynligt, at en person kan overleve så lang tid i den højde, siger luftfartsekspert Peter Forman til Hawaii News Now.

I august overlevede en teenager fra Nigeria en tur på 35 minutter som blind passagerer i en hjulbrønd, men turen var både kortere og blev fløjet ved lavere højde.

I 2010 omkom en 16-årig amerikansk dreng, da han skjulte sig hjulbrønden på et passagerfly fra Charlotte, North Carolina, til Boston.