Tilbageholdt i timevis: Mand banket og truet af mænd på røvertogt

Fire mænd tiltalt for at have frihedsberøvet, tæsket og røvet en mand i Sydsjælland. - Han løb ud i en busk, forklarede den ene om mandens skader. Flere ofre blev tilsammen røvet for 83.000 kroner, mener politiet

Sagen kører i disse dagen i Retten i Nykøbing Falster. (Foto: Per Rasmussen)
Sagen kører i disse dagen i Retten i Nykøbing Falster. (Foto: Per Rasmussen)

RETTEN I NYKØBING FALSTER (Ekstra Bladet): En mand fra Sydsjælland har været udsat for et sandt mareridt i juli sidste år, hvor han blev bortført, truet på livet, banket og røvet for tusindvis af kroner.

I hvert fald hvis man skal tro anklagerne mod fire mænd på 19, 23, 28 og 29 år, som er tiltalt for i alt ni forhold mod manden P, hans far og flere af hans bekendte ( navne udeladt af hensyn til ofrene, red.). Retssagen mod de fire mænd startede i Retten i Nykøbing Falster tirsdag.

Ifølge anklageskriftet opsøgte de tiltalte først en mand i Nykøbing Falster, tilbageholdt ham og truede ham med en pistol til at hjælpe med at lokalisere den anden mand P. Derefter kørte de videre til P's far og truede ham til at udlevere cirka 15.000 kroner og en guldhalskæde.

Frarøvet 83.000 kroner
Derefter opsøgte mændene - maskerede og bevæbnede - P på hans adresse i Nykøbing, hvor de slog ham flere gange med knytnæver og truede ham med en skruetrækker. Derefter tvang de ham til at udlevere 35.000 kroner og to guldringe og truede med at slå ham ihjel, hvis han gik til politiet, fremgår det af anklageskriftet.

Men det sluttede ikke her. P blev derefter tvunget til at følge med i en bil og modtog gentagne knytnæveslag, ligesom han blev truet med en kniv for halsen. Også hans kæreste blev truet.

Efterfølgende blev en tredje mand frihedsberøvet og blev forsøgt frarøvet 16.000 kroner, inden de fire tiltalte vendte tilbage til P's far. Her fik de, ifølge anklageskriftet, P til at ringe til en af sine forældre, som mødte op og blev røvet for yderligere 33.000 kroner.

I alt slap de brutale røvere ifølge politiet afsted med 83.000 kroner.

Mulig narkogæld
I retten tirsdag gav to af mændene - den 28-årige og den 29-årige - deres version af sagen. Den 28-årige nægtede alle forhold, men erkendte, at han var blevet sendt afsted for at give P et par flade, fordi han havde kvajet sig.

Hvem der havde sendt ham afsted, forklarede han ikke - men han fortalte, at han var tidligere medlem af Bandidos i Roskilde og havde forladt klubben flere måneder inden overfaldet 31. juli sidste år.

Det kom desuden frem, at der var tale om en narkogæld, som skulle inddrives. Ifølge den ene af de tiltalte var den P's far, der skyldte penge for hash - penge, som han bad dem hente hos sønnen. Det er dog alene en påstand fra den tiltaltes side.

De to andre tiltalte skal afhøres onsdag.

'Han løb ind i en busk'
Det nåede i øvrigt aldrig så vidt til, at den 28-årige kom i nærheden af at give P 'nogle flade', da en anden allerede var kommet ham i forkøbet, lød mandens forklaring. De slag har den 19-årige tiltalte erkendt, men forklarede gennem sin forsvarer, at der kun var tale om et par slag og ikke 'adskillige', som det fremgår af anklageskriftet.

En anden mand, den 29-årige, nægtede sig ligeledes skyldig i de grove anklager, men erkendte, at han havde kørt rundt i en bil med offeret P. Da han forlod bilen, løb han ind i en busk, lød den 29-åriges forklaring på, at P havde adskillige skrammer.

Sagen mod de fire mænd føres blandt andet på baggrund af videoovervågning, der viser dem køre rundt på det pågældende tidspunkt. Video fra en tankstation giver så tydelige billeder, at man kan identificere de fire, mener anklagemyndigheden.