Fuldgyldig HA-rocker sigtet for narkohandel

En 58-årig Hells Angels rocker er anholdt for besiddelse af 12,7 kg amfetamin i Skanderborg

En 58-årig Hells Angels rocker er onsdag formiddag blevet anholdt for besiddelse af 12,7 kg amfetamin.

Anholdelsen skete kl. 10.15 i Bylderup Bov i Sønderjylland under en koordineret aktion, som også omfattede en ransagning af Hells Angels rockerborg på Bryggervej i Aarhus.

Under ransagningerne er der indtil videre fundet anabole steorider og en mindre mængde narkotika - formentligt kokain.

De 12,7 kg amfetamin, som den 58-årige mand er sigtet for, blev beslaglagt under en ransagning den 13. december sidste år på adressen Låsbyvej 145 i Nørre Vissing ved Skanderborg.

- Vi har holdt helt tæt om fundet af hensyn til den videre efterforskning, fordi vil gerne vil have så mange led af de kriminelle aktører med i sagen som muligt, oplyser lederen af Task Force Vest politiinspektør Brian Olsen.

Der er i forvejen varetægtsfængslet en person i sagen og der forventes yderligere anholdelser i sagen i den kommende tid, oplyser Task Force Vest.

Den 58-årige rocker vil blive fremstillet i grundlovsforhør i morgen kl. 10.00 ved retten i Horsens.