Tre børn fundet dræbt

En 43-årig kvinde er anholdt, efter tre børn er fundet dræbt i London

Politiets teknikere har arbejdet i huset siden det makabre fund tirsdag formiddag. (Foto: PA)
Politiets teknikere har arbejdet i huset siden det makabre fund tirsdag formiddag. (Foto: PA)

En 43-årig kvinde er mistænkt for tredobbelt drab, efter tre børn i går blev fundet døde i et velhaverkvarter i det sydlige London. Det oplyser Metropolitan Police.

Politiet blev kaldt til huset på Thetford Road i New Malden kl. 09.30 tirsdag formiddag, og efterforskere og teknikere har siden arbejdet på stedet.

- En 43-årig kvinde er blevet anholdt mistænkt for mord. Vi leder ikke efter andre gerningsmænd, oplyser Metropolitan Police i en meddelelse.

Ifølge Sky News er der tale om en sydafrikansk familie med i alt fire børn. Ifølge navnene på adressen er huset beboet af Gary og Tania Clarence.

Tania Clarence er hjemmegående, mens Gary Clarence er direktør i Investec Bank.

- Gary Clarence er en højt respekteret kollega, som har arbejdet hos os i mange år. Vi kender ikke de nærmere omstændigheder, men vores tanker er hos familien Clarence. Vi vil gøre alt for at hjælpe Gary og hans ældste barn, meddeler Investec Bank.

Faderen og det ældste barn skulle være i Sydafrika, men er nu på vej tilbage til London.

De dræbte børn, en fire-årig pige og to tre-årige drenge, er angiveligt udviklingshæmmede.

Ifølge naboer flyttede børnefamilien ind i huset for omkring seks måneder siden.

Retsmedicinere vil senere onsdag udføre obduktioner af de dræbte børn for at fastslå dødsårsagen.