Dræbte Rickos mor bryder sammen i retten

Under bevisførelsen mod de to mænd, der er anklaget for at have dræbt den kun 19-årige Ricko Træholdt, brød moren til den dræbte sammen. Drabet vises på video i retten

(Foto: Anthon Unger/Privatfoto)
(Foto: Anthon Unger/Privatfoto)

RETTEN I GLOSTRUP (Ekstra Bladet): Flere gange måtte den dræbtes mor kigge væk, da anklagemyndigheden førte beviser mod de to tiltalte, den 17-årige Hikmet Sahbaz og den 20-årige Turgay Yalcin, der er anklaget for at have dræbt den 19-årige Ricko Træholdt.

Ricko Træholdt blev dræbt med to knivstik i halsen og brystregionen under et masseslagsmål i ankomsthallen på Høje Taastrup Station sidste år. Ifølge anklageskriftet forsøgte de to gerningsmænd også at ramme offeret i hovedet og på kroppen med en metalhammer.

Se også: Anklaget for mordet på Ricko: Ankommer grinende til retten

- Jeg skal advare mod meget stærke billeder, sagde anklageren, før der blev fremlagt både tegninger, der viste, hvor den 19-årige Ricko Træholdt var blevet på kroppen, og overvågningsvideoer fra Høje Taastrup Station fra gerningsaftenen. Og det kunne den 19-åriges mor ikke klare at se på.

Flere gange vente hun sig væk, imens tårerne løb ned af kinderne på hende. Også Ricko Træholdts kæreste var meget påvirket af situationen.

Se også: Knivdræbte Rickos familie: Morderne har ødelagt så meget for os

Hikmet Sahbaz og Turgay Yacin er begge anklaget for manddrab, men de nægter sig begge skyldige i det forhold.

De to er samtidig også tiltalt på forsøg på manddrab på Ricko Træholdts 16-årige ven, der blev ramt af fire knivstik et i hvert ben og to i højre arm. De nægter sig også begge skyldige i dette forhold.

Under anklagemyndighedens bevisførelse virkede de tiltalte begge upåvirket af situationen.

De dramatiske scener med drabet på Ricko Træholt tonede frem på fjernsynsskærmene i retslokalet i Glostrup under anklager Susanne Andersens forelæggelse af sagen.

På videoen ses flere personer i en kaotisk jagt på Ricko Træholt og en 16-årig dreng i stationens ankomsthal, inden gerningsmændene overfalder deres ofre med knivstik.



Mens drabet gentagne gange vises for dommere, tilhørere og de seks nævninge, sidder sagens tiltalte med forstenede ansigter og følger de uhyggelige optagelser.

Efter de alvorlige overfald ses gerningsmændene flygte fra stationen, og Ricko Træholt falder om på det blodbestænkte stengulv, mens vidner forsøger at hjælpe ham.

Drabet skete ved 20-tiden lørdag den 12. oktober sidste år. Da politiet ankom til stedet, lå Ricko Træholt død i stationens ankomsthal.

Den 17-årige erkender, at han var på Høje Taastrup Station på gerningstidspunktet, og at han udøvede vold mod den 16-årige. Men han nægter drabsforsøg.

Den 20-årige nægter at have noget med sagen at gøre. Anklagemyndigheden har for hans vedkommende nedlagt påstand om udvisning af Danmark.

Ekstra Bladet følger sagen