Dræbte Maria Louise forsøgte at få polititilhold mod eks-kæreste

Formodet gerningsmand blev for under en måned siden meldt til politiet for at have truet den nu dræbte mor til to på livet

(Maria Louise Fiedler blev i går dolket ihjel foran Fakta i Holmegårdscentret. Foto: Jan Sommer/Privat)
(Maria Louise Fiedler blev i går dolket ihjel foran Fakta i Holmegårdscentret. Foto: Jan Sommer/Privat)

For 27 dage siden anmeldte Maria Louise Fiedler Hansen sin ekskæreste for trusler på livet til politiet i Nordsjælland, og hun krævede, at han fik et tilhold om ikke at opsøge hende.

Men politiet nåede ikke at udstede tilholdet til den 45-årige, før han, ifølge sigtelsen, dræbte Maria Louise Fiedler Hansen.

Se også: Dræbt kvinde var mor til to

Hun havde ikke fundet en ny kæreste, men han kunne ikke komme sig over deres brudte forhold.

I juni sidste år flyttede den 45-årige til Nivå fra Kokkedal efter bruddet med Maria Louise Fiedler Hansen, som 15. marts i år flyttede fra den lejlighed i Skovengen i Kokkedal, som hun havde delt med den 45-årige.

Hun flyttede fra 89 kvadratmeter til kun 54 kvadratmeter med sine to børn, men skabte en yndig oase for familien i den lille lejlighed.

Se også: Nabo til dræbt kvinde: - Hun var så livsglad

Anmeldt for trusler
Men 27. marts havde hun fået nok af ekskærestens chikanerier og meldte ham til politiet. Dagen efter var hun til afhøring med henblik på en tilholdssag. Derefter blev den 45-årige kaldt til afhøring og sigtet for trusler på livet.

Det bekræfter efterforskningsleder Lau Lauritzen over for Ekstra Bladet.

- Først 27. marts bliver vi klar over, at der er en udfordring med denne familie, og vi handler faktisk hurtigt.

Men det er i dag en ret langsommelig affære at udstede et tilhold, fordi forvaltningsloven kræver, at vi foretager partshøringer. Sagen var under behandling, men den 45-årige nåede desværre ikke at få et tilhold om, at han skulle holde sig væk fra ekskæresten, siger Lau Lauritzen.

- Det er selvfølgelig ekstra tragisk, at vi var undervejs med et tilhold, men det havde måske ikke gjort nogen forskel. Et tilhold vil jo aldrig forhindre en mand i at opsøge kvinden alligevel, hvis han har besluttet sig for at ville slå hende ihjel, forklarer Lau Lauritzen.

Cyklede rundt i området
Tidligere kunne politiet af egen drift udstede et tilhold, og det kunne ske hurtigt. Loven er nu blevet mere kompliceret, og sagsbehandlingen tager derfor længere tid.

Se også: Kan ikke huske noget: Sigtet for at dolke mor til to i halsen

Inden drabet kort blev den 45-årige set cykle rundt i området.

Han kendte formentlig ekskærestens rutiner og vidste, at hun skulle følge børnene i skole. Maria Louise var sammen med sin 15-årige datter, da hun blev passet op af den 45-årige. Hendes niårige søn havde heldigvis taget bussen.

Se også: 45-årig fængslet for knivdrab i Kokkedal