Brand hos drabsoffers svigerdatter

Den 48-årige Brian Christoffersen Sommer blev for tre uger siden dræbt i hjemmet på Poul La Cours Vej 21. I dag raserede en brand svigerdatterens lejlighed i nr. 25

Politiet mener ikke, at branden er påsat. (Foto: Anders Brohus)
Politiet mener ikke, at branden er påsat. (Foto: Anders Brohus)

Ti personer måtte i morges evakueres under en brand i en lejlighed på Poul La Cours Vej 25 i Skanderborg.

Branden startede i en lejlighed på første sal, som beboes af en kvinde og hendes tre-årige søn.

Kvinden er svigerdatter til den 48-årige Brian Christoffersen Sommer, som for tre uger siden blev fundet dræbt i si lejlighed på Poul La Cours Vej 21.

- Vi kender endnu ikke brandårsagen, men branden er startet inde i lejligheden, og foreløbig tyder intet på, at den er påsat, og vi mener ikke, at der er forbindelse mellem de to sager, siger vagtchef ved Sydøstjyllands Politi Jesper Duus til Ekstra Bladet.

Se også: To dage efter blodigt drab: Politiet stadig på bar bund

Branden opstod angiveligt i en sofa og udviklede så meget røg, at beboerne måtte evakueres ud af vinduerne via stiger.

Fem af de 10 evakuerede beboere blev kørt på hospitalet til observation for røgforgiftning. Både kvinden og sønnen er blandt de reddede personer, som undersøges på hospitalet for eventuel røgforgiftning.

Kvindens svigerfar Brian Christoffersen Sommer blev tæsket ihjel for tre uger siden i sin lejlighed i nr. 21.

Han er en del af Skanderborgs misbrugsmiljø og er selv kendt som en af byens mest brutale narko- og voldsforbrydere.

Se også: Mordoffer selv dømt for dødsvold

I 2003 fik han syv års fængsel for at tæve en 68-årig mand på åben gade.

Forbrydelsen skete tæt på den dengang 37-årige voldsmands hjem i Skanderborg Ø. Sammen med en ti år yngre kammerat overfaldt han helt umotiveret den sagesløse mand på en villavej i Skanderborg og bankede ham sønder og sammen med slag og spark.

Manden døde som følge af blødninger i hjernen efter 14 dage i dyb koma.

I 2009 fik han igen en fængselsdom på tre år for grov vold, og efter han blev løsladt, gik der kun halvandet år, før han røg tilbage i fængsel for salg af heroin, kokain og amfetamin.

Brian Christoffersen Sommer blev sammen med sin egen søn tilbage i 2009 dømt for sammen at have overfaldet en fælles bekendt på Sygehusvej i Skanderborg. Ofret mødte de tilfældigt på gaden, efter de var blevet smidt ud af et værtshus.

1 af 2 (Foto: Anders Brohus)
2 af 2 Politiet mener ikke, at branden er påsat. (Foto: Anders Brohus)