Benzinkunder fik afluret dankort på tankstationer

Flere hundrede kunder fik afluret deres dankort på tankstationer i København og på Sjælland

I endnu en sag om skimming af dankort har 246 kunder på seks tankstationer i København og på Sjælland fået afluret og kopieret deres dankort.

Svindlerne nåede dog kun at hæve penge og købe ind for godt 133.000 kr., før politiet sporede dem til et hus på Stærevænget i Kirke Hyllinge.

Her fandt politiet fandt masser af elektronisk udstyr som minikamera, kortlæsere og hukommelseskort samt en håndskrevet seddel med adresser på tankstationer, hvor de havde planer om at sætte udstyret op.

På mandag stilles to rumænere for retten i Roskilde, tiltalt for omfattende databedragerier og forsøg herpå. De er 40 og 46 år, og nægter sig skyldige. De sidder varetægtsfængslet og kræves udvist af Danmark.

Kamera lurede pin-koden
Ifølge tiltalen satte de skimmingudstyret op på benzinstandere på tankstationer i Frederiksværk, Ringsted, Hillerød, Roskilde og på Tagensvej og Vasbygade i København.

Når kunderne betalte benzin eller diesel i automaterne, blev deres betalingskort skimmet for data i magnetstriben. Samtidigt sørgede et lille kamera for at aflure indtastningen af den firecifrede pin-kode.

Derefter blev de elektroniske data kopieret til falske 'blanke' betalingskort, der sammen med den aflurede pinkode gav fri adgang til kundernes konti.

Svindlerne nåede tilsyneladende kun at operere i perioden fra 2. november til 24. november sidste år, og de blev anholdt den 25. november. Politiet mener, at de to tiltalte arbejdede sammen med flere ukendte medgerningsmænd.

På to tankstationer, Shell på Københavnsvej 112 i Roskilde, og Shell, Herredsvej 10 i Hillerød, fik politiet fat i skimmingudstyret. I Roskilde drejede det sig også om en læser til chipkort, skimmerudstyr med kortlæser, kamera og memorykort. I Hillerød en komplet kortautomat med indbygget skimmingudstyr.

Gik ud over Shell og F24 kunder
Her slog svindlerne til:

Servicestation F24, Nørregade 38 i Frederiksværk fra 2. november 2013 kl. 19.19 til 4. november kl. 06.22, hvor 53 betalingskort blev afluret. De blev brugt til 33 køb og kontanthævninger til samlet 52.400 kr. og forsøg på 20 køb og hævninger til 20.705 kr.

Servicestation F24, Nørretorv 59 i Ringsted fra 10. november 2013 kl. 22.40 til 12. november kl. 01.06, hvor 80 betalingskort blev kopieret og brugt til 46 køb og kontanthævninger til 77.809 kr. og forsøg på 34 køb og hævninger til 57.126 kr.

Shell Ekspress, Herredsvej 10 i Hillerød fra 17. november 2013 kl. 23.09 til 18. november kl. 04.37, hvor 25 kort blev kopieret. Det lykkedes kun at foretage to køb og hævninger til 3331 kr., mens 23 forsøg til knapt 35.000 kr. blev forhindret.

Shell Ekspress, Københavnsvej 112 i Roskilde fra 24. november 2013 kl. 8.56 til 27. november kl. 11.15, hvor 32 kort blev kopieret, men af ukendte årsager lykkedes det ikke svindlerne at benytte dem.

Shell Ekspress, Tagensvej 40 i København fra 21. november 2013 kl. 14.51 til 22. november kl. 05.30, hvor 49 kort blev kopieret, men hvor det af ukendte årsager igen ikke lykkedes svindlerne at misbruge dem.

Shell Ekspress, Vasbygade 4 i København SV fra 19. november 2013 kl. 15.23 til kl. 16.22, hvor syv kort blev kopieret, men hvor svindlen igen af ukendte årsager mislykkedes for dem.

I april sidste år blev to rumænere dømt for at have opsat skimmingudstyr på JET tankstationer i København, Valby, Rødovre, Birkerød og Fredericia. En 26-årig fik et års fængsel, mens hans 22-årige kammerat fik et år og tre måneder.

Fremgangsmåden var præcis den samme med skimming af kortets data og afluring af pin-koderne med et kamera. Den sag omfattede 12 tilfælde, hvor et par hundrede kunder fik kopieret deres betalingskort.