Forældre dømt for kolde bade

En 34-årig familiefar fra Stokkemarke på Vestlolland er idømt 30 dages betinget fængsel for vold ved i seks tilfælde at have udsat sin lille søn for kolde afvaskninger

Det er ulovligt at straffe et barn ved at slæbe det ind under den kolde bruser med tøj på.

Det afgjorde en domsmandsret i Nykøbing Falster, som i dag idømte en 34-årig familiefar fra Stokkemarke på Vestlolland 30 dages betinget fængsel for vold ved i seks tilfælde at have udsat sin lille søn for de kolde afvaskninger, når han var uenig med barnet.

Drengens mor på 37 år blev ligeledes dømt - men gjort straffri - fordi hun var vidende om sin mands afstraffelse i brusebadet uden at gribe ind.

Oprindelig var faderen sigtet for grov vold og mishandling af sønnen, som han ifølge tiltalen flere gange skulle have banket med knytnæver over en periode på fem år, indtil en lærer på drengens skole sidste efterår slog alarm.

Men domsmandsretten fandt det altså ikke bevist, at den 34-årige mand havde lagt hånd på barnet.

'Vandet var ikke koldt'

Han erkendte i retten, at han enkelte gange havde hevet drengen ind under bruseren i badeværelset.

–Men det var kun, når han ikke ville i bad. Og vandet var ikke koldt. Jeg ville ikke have, at han skulle lugte grimt, når han kom i skole. Så ville han bare blive drillet. Men det forstår du ikke, fordi du aldrig har prøvet det, sagde faderen henvendt til anklageren.

Han erkendte også, at han tilbage i 2008 to gange havde slået sin dengang blot femårige søn.

Strejfede ham med billiardkø

- Jeg var nødt til at gribe ind, fordi han tog kvælertag på sin storebror. Så jeg gav ham en flad. Det reddede den store drengs liv. Senere strejfede jeg min søn med en billardkø, da han endnu en gang havde fat i den store. Dengang blev han fjernet fra hjemmet i fire måneder, forklarede faderen, som også på det tidspunkt var sigtet. Men hvor anklagemyndigheden frafaldt tiltalen.

Drengen, der i dag er 10 år, har været anbragt i familiepleje siden forældrene i december sidste år blev sigtet og senere tiltalt for voldelige overgreb mod ham.

I samråd med sin advokat David Francis Lublin valgte den 34-årige far at anke dommen til Østre Landsret.

–Jeg ved godt, at jeg ikke blev dømt for vold. Men jeg vil frifindes for det hele. Jeg kan ikke leve med en dom for at have givet min søn et par brusebade, sagde han efter retsmødet til Ekstra Bladet.

Moderen ankede også sin dom.

nhf@eb.dk