Unge hjemmerøvere truer lejlighedsbeboer med pistol

Bevæbnet med en pistol fik tre mænd adgang til bolig i Køge. To af røverne er blevet anholdt

Tre hjemmerøvere tiltvang sig tirsdag aften adgang til en 54-årig mands hjem i Køge.

Her truede mændene, som havde deres hættetrøjer trukket op over hovedet, den opskræmte mand med en pistol til at udlevere en pung og en mobiltelefon, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

- De har fået ham til at åbne døren, men han har ikke lidt fysisk overlast, men er selvfølgelig rystet, siger Kim Svenningsen, vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi, til Ekstra Bladet.

Hjemmerøveriet fandt sted i en lejlighed på Kogleaksvej tirsdag aften omkring klokken 21.30.

Efter røveriet flygtede de tre gerningsmænd fra adressen i en lys Toyota Avensis. Bilen ledte politiet på sporet af to af gerningsmændene:

- Det er lykkedes os at søge frem til dem via den Toyota Avensis, som blev set ved gerningsstedet. Den fandt vi på en adresse i Hvidovre, hvor vi kunne anholde to af dem, siger Kim Svenningsen.

De anholdte er to mænd på henholdsvis 19 og 22 år. De er langt fra ukendte for politiet, men Kim Svenningsen kan på nuværende tidspunkt ikke uddybe, om det er for lignende kriminalitet.

- Lad mig bare sige, at de er kendt af politiet, siger vagtchefen, som heller ikke kan fortælle, om pistolen, som blev brugt ved hjemmerøveriet, er sikret af politiet.

- Der bliver stadig efterforsket. Og vi leder stadig efter den tredje gerningsmand

Midt- og Vestsjællands Politi arbejdede natten til onsdag på gerningsstedet med hunde for at sikre sig spor.

Politiet hører meget gerne fra vidner i sagen eller personer, som har oplysninger om den undslupne gerningsmand. Henvendelse kan ske ved at ringe til 114.

Også i København er der siden i nat sket et hjemmerøveri. Her stak eller snittede et par hjemmerøvere gentagne gange en mand i halsen med en kniv, indtil politiet til alt held kunne pågribe røverne på fersk gerning midt i overfaldet.

Se også: Mand stukket i halsen under groft hjemmerøveri

Ved du noget, så tip os. Send sms/mms til 1224 (koster alm. takst), eller mail til 1224@eb.dk