Bilist flygter fra motorvejsulykke

Bil ruller rundt og lander i grøft: Bilist skubbede anden bilist i grøften på Holbækmotorvejen og flygtede fra ulykkesstedet

Holbækmotorvejen har onsdag morgen været ramt af en færdselsulykke mellem afkørslen til Brønbyvester og Vallensbæk Nord, hvor politiet har spærret første og anden vognbane.

- To parter rammer hinanden, og den ene bil bliver skubbet i grøften. Der er umiddelbart ikke tale om alvorlig personskade, siger Jeff Nielsen, vagtchef ved Københavns Vestegns Politi, til Ekstra Bladet.

Vagthavende hos Vejdirektoratet Kenneth Krohn Oldgreen fortæller, at bilen ifølge oplysninger fra 112 er blevet påkørt, er rullet rundt og endt i grøften.

Bilisten, der ramte den forulykkede bil, flygtede efter uheldet fra stedet, og politiet hører meget gerne fra vidner til færdselsuheldet

- Man er efter færdselsloven forpligtet til at blive på stedet, men vedkommende her er kørt fra stedet.

- Det har set voldsomt ud, men vi vil gerne høre fra medkørende bilister, som kan have noteret et registreringsnummer.

Kenneth Krohn Oldgreen, som fik meldingen om færdselsuheldet pr. mail fra 112 klokken 06.56, fortæller, at Vejdirektoratet ikke har været til stede:

- Vi har ikke været ude at yde assistance. Politiet har selv sørget for afspærring og ledt trafikken udenom ulykkesstedet.

Ved du noget, så tip os. Send sms til 1224 (koster alm. takst), eller mail til 1224@eb.dk.