Mand stukket i halsen under groft hjemmerøveri

Politiet overraskede maskerede mænd i fuld gang med et hjemmerøveri i en lejlighed i det centrale København

Et opskræmt par blev reddet midt under hjemmerøveri, da betjente overraskede gerningsmændene midt i deres ugerninger i en lejlighed i Hyskenstræde i det indre København. (Kort Google Maps)
Et opskræmt par blev reddet midt under hjemmerøveri, da betjente overraskede gerningsmændene midt i deres ugerninger i en lejlighed i Hyskenstræde i det indre København. (Kort Google Maps)

Ved du noget, så tip os. Send sms/mms til 1224 (koster alm. takst), eller mail til 1224@eb.dk

Et midaldrende par lå og sov, da døren til deres lejlighed natten til onsdag blev sparket op, og et groft hjemmerøveri begyndte.

- Den ene blev stukket eller snittet i halsen med en kniv. Det er ikke livstruende, og han er blevet behandlet på Rigshospitalet, fortæller den centrale efterforskningsleder ved Københavns Politi Dan Aakerhjelm Sørensen fra Københavns Politi tidligt onsdag morgen til Ekstra Bladet.

Imens manden fik tildelt flere stik i halsregionen, blev hans partner truet, men pådrog sig ifølge politiet ikke umiddelbart fysiske skader.

Hjemmerøverne var fuldt maskerede, mens de pinte de rædselsslagne beboere med kniv og trusler.

Til alt held for parret medførte hjemmerøveriet så megen tumult, at en beboer i opgangen i Hyskenstræde i det indre København ringede 112

- Vi modtog en anmeldelse om noget uorden, og da politiet kommer frem, overrasker vi de to røvere i lejligheden. De bliver anholdt, siger den centrale efterforskningsleder.

De to gerningsmænd, som ifølge politiet er herboende udlændinge, er henholdsvis 24 og 27 år og vil senere i dag blive fremstillet i grundlovsforhør i Dommervagten i København.

Ofrene for hjemmerøveriet var ifølge Dan Aakerhjelm Sørensen meget chokerede og blev begge bragt på hospitalet, hvor den ene fik krisehjælp, mens den anden blev behandlet for knivskaderne.

Ifølge den centrale efterforskningsleder, lader det ikke til, at hjemmerøverne har tiltvunget sig adgang til lejligheden, som ligger i et af hovedstadens fashionable kvarterer, fordi de havde viden om, at parret skulle være ekstraordinært velhavende.

- De har da penge nok, men jeg tror ikke, det handler om sådan noget, siger Dan Aakerhjelm Sørensen.

Ved du noget, så tip os. Send sms/mms til 1224 (koster alm. takst), eller mail til 1224@eb.dk