Dansk topdesigner efter hjemmerøveri: Der er blod over det hele

Den anerkendte danske stjernedesigner David Andersen ringede 112 og reddede formentlig derved sine overboeres liv, da et par brutale hjemmerøvere havde kastet sig over dem

Den danske designer David Andersen ringede efter politiet, da et par i hans opgang var udsat for et groft hjemmerøveri i nat. (Foto: Kenneth Meyer)
Den danske designer David Andersen ringede efter politiet, da et par i hans opgang var udsat for et groft hjemmerøveri i nat. (Foto: Kenneth Meyer)

- Det er frygteligt. Jeg var pissebange, siger David Andersen, som på første parket bevidnede et groft hjemmerøveri, som i nat overgik et midaldrende par i indre København.

To fuldt maskerede mænd trængte ved ettiden tirsdag nat ind i en opgang i Hyskenstræde, hvor de sparkede døren ind og overfaldt et midaldrende par.

Den berømte designer bor i etageejendommen, hvor hjemmerøveriet udspillede sig på en anden etage.

Han blev i nat revet ud af søvnen af et brag i opgangen og troede straks, at nogen var i færd med at begå indbrud.

- Det er ikke lang tid siden, at der var indbrud i stueetagen, så jeg står op, tager bukser på og tager min hund med mig for at gå ud at skræmme dem væk, som jeg gjorde sidst.

Hørte overbos skrig
Før David Andersen nåede ud i opgangen, hørte han dog, at mændene løb op til en lejlighed længere oppe i opgangen.

- Her bliver døren smækket op, og der bliver råbt og skreget og smadret ting. Og jeg kan høre dem råbe hjælp. Og så ringer jeg til politiet, siger den 35-årige designer.

Hans 25-årige kæreste Søren Schmidt var ikke hjemme, og han var skræmt fra vid og sans og nåede at rykke politiet, som han følte var lang tid om at nå frem:

- Det føles som om der går virkelig lang tid, og jeg kan jo høre alt. Røverne råber på gebrokkent dansk: 'Vi vil have kontanter', mens vores overbo bliver ved med at skrige 'av, av, det gør ondt', fortæller David Andersen.

Et af ofrene for hjemmerøveriet blev ifølge Københavns Politi stukket gentagne gange i halsen med en kniv.

- Det er frygteligt at stå og høre det hele, og jeg turde ikke at gå derop, før politiet kom. Jeg nåede også at tænke, at hvis ikke de fik noget deroppe, så ville de vel komme herned, tilføjer modemanden, som sammen med sin kæreste undrer sig over, hvorfor røverne gik direkte efter deres overboer.

- Jeg ved ikke, om de troede, at der var likvider.

Se også: Mand stukket i halsen under groft hjemmerøveri

Ville skære ørerne af beboer
Politiet ankom ifølge David Andersen til etagebyggeriet i det fashionable københavnerkvarter i fire patruljevogne, og kort efter blev hjemmerøverne eskorteret ud af bygningen i håndjern.

- Jeg så den ene af vores overboere, da han skulle af sted til Rigshospitalet. Han var virkelig ødelagt. Det var ret voldsomt, og der er meget blod i opgangen. Han er en stor, stærk mand, og jeg tror, han har forsvaret dem begge to.

Den knivsårede mand er udenfor livsfare og udskrevet fra Rigshospitalet, hvor også hans partner efterfølgende måtte en tur forbi for at få krisehjælp:

- Vi talte med ham nede på gaden bagefter. Han var meget rystet og i chok. En af dem havde fået at vide, at røverne ville skære ørerne af ham. De havde hentet en kniv i køkkenet. Det må være frygteligt at vågne op til det her, når man ligger og sover.

Glad for at jeg ringede til politiet
Han og David Andersen kommer ikke privat sammen med ofrene for hjemmerøveriet, men de kender hinanden udmærket:

- Vi spiser ikke mad sammen, men ser jo hinanden hver dag.

- Har du tænkt over, at du formentlig har reddet deres liv?

- Det var i hvert fald voldsomt, og jeg er glad for, at jeg var hjemme og ringede efter politiet.

De anholdte hjemmerøvere er ifølge politiet to herboende udlændinge på henholdsvis 24 og 27 år.

1 af 2 David Andersen har måske reddet parrets liv. (Foto: Finn Frandsen)
2 af 2 Den danske designer David Andersen ringede efter politiet, da et par i hans opgang var udsat for et groft hjemmerøveri i nat. (Foto: Kenneth Meyer)