Justitsministeriet går ind i Se og Hør-sag

Justitsminister Karen Hækkerup (S) kræver en kortlægning af beskyttelsen af oplysninger om borgernes elektroniske betalinger i kølvandet på Se og Hør-skandalen

Justitsminister Karen Hækkerup (S) kræver en kortlægning af beskyttelsen af oplysninger om borgernes elektroniske betalinger i kølvandet på Se og Hør-skandalen.

Det skriver hun i en e-mail til Ritzau.

- Det vækker selvfølgelig også stor bekymring hos mig, når oplysninger om brug af kreditkort og andre private oplysninger misbruges. Se og Hør-skandalen angår mistanke om meget grove brud på vores regler om databeskyttelse og kalder helt naturligt på handling.

- Jeg har derfor bedt mine embedsmænd sammen med Erhvervs- og Vækstministeriet om at kortlægge beskyttelsen af oplysninger om borgernes elektroniske betalinger med videre. Jeg inviterer gerne til en politisk drøftelse, når vi er blevet klogere på sagen, skriver Karen Hækkerup

Ministeren vil ikke afvise, at der skal ny lovgivning til på området, og hun understreger, at "hun er klar til at gøre, hvad der skal til for at undgå gentagelser".

/ritzau/