Mor og datter tiltalt for vold: Sloges om Seebach-trøje

Kampen om en Rasmus Seebach-t-shirt til en koncert har nu fået en mor og datter tiltalt for vold mod en kvinde

Rasmus Seebachs var omdrejningspunktet for en slåskamp til en koncert i Fredericia. (Foto: Mogens Flindt)
Rasmus Seebachs var omdrejningspunktet for en slåskamp til en koncert i Fredericia. (Foto: Mogens Flindt)

Rasmus Seebach kan få kvindehjerter til at banke som få, men han kan åbenbart også frembringe langt voldsommere følelser hos det feminine køn.

En mor og datter er blevet tiltalt for vold, efter de angiveligt bankede en ung kvindelig fan til en Rasmus Seebach koncert i Messe C i Fredericia i januar i år, skriver Vejle Amts Folkeblad.

Uenigheden skyldtes angiveligt en eftertragtet Rasmus Seebach-trøje, som dj'en kastede ud fra scenen efter koncerten.

- Jeg har aldrig hørt noget lignende. Til de fleste koncerter er der en god stemning og fredelige mennesker, siger Nicolaj Bundesen, der er manager for Rasmus Seebach, til Vejle Amts Folkeblad.

Ifølge anklageskriftet veg mor og datter ikke tilbage for at bruge bisse kneb, da popstjernens beklædningsgenstand var inden for rækkevidde.

Mor og datter er blandt andet tiltalt for at have revet i offerets hår og givet knæ i ryggen.

Det er uvist, hvem der endte med at få fingrene i den eftertragtede T-shirt.