Grædende flaskekaster: Troede politi var nazister

- Jeg er en god dreng med et snit på 11,4, lød det under grundlovsforhøret fra den sønderknuste autonome, som alligevel blev varetægtsfængslet

Her ses en ukendt venstrefløjsaktivist under gårsdagens optøjer mellem to demonstrerende grupper fra den yderste venstrefløj og højreradikale i København. (Foto: Anthon Unger)
Her ses en ukendt venstrefløjsaktivist under gårsdagens optøjer mellem to demonstrerende grupper fra den yderste venstrefløj og højreradikale i København. (Foto: Anthon Unger)

KØBENHAVNS DOMMERVAGT (Ekstra Bladet): En 23-årig autonom er røget bag tremmer de næste 11 dage, efter at han lørdag kastede en flaske mod politiet på Gammel Strand i København.

Det har en dommer under et grundlovsforhør i Dommervagten i København afgjort.

Manden, som er midt i tyverne, deltog i den ydre venstrefløjs moddemonstration til den højreradikale gruppes demonstration mod moskéer.

Under urolighederne fløj flere flasker og sten igennem luften, og flere blev anholdt og sigtet for gadeuorden og vold mod tjenestemand.

Den 23-årige mand var dog den eneste ud af de mere end 30 anholdte, som anklagemyndigheden fandt grundlag for at fremstille i grundlovsforhør.

Han kastede ifølge sigtelsen en flaske 15 meter mod en gruppe civilklædte betjente. De nåede at træde tilbage, så flasken smadrede ned i jorden en meter foran dem.

Rystede og græd
Den unge mand skiftevis rystede og græd sig igennem forhøret, hvor han nægtede sig skyldig i sigtelsen om vold mod tjenestemand.

I en grøn bluse og et par sorte Hummel-bukser forklarede han, at han havde følt sig truet af gruppen, som han efter eget udsagn ikke vidste var politiet:

Han forklarede dommeren, at han troede, han bevægede sig mod en gruppe nazister for enden af Gammel Strand, og at gruppen virkede meget truende:

- Jeg blev virkelig bange, og derfor kaster jeg flasken - simpelthen for at lave en chokeffekt, så jeg kunne slippe væk derfra og undgå en ordentlig gang tæv, siger manden, som politiet anholdt efter flaskekastet.

En civilbetjent jagtede demonstranten ind i en baggård, hvor det først der gik op for den unge mand, at det var politiet han havde kastet efter.

Jeg hjalp politiet
For at overbevise dommeren om sin uskyld, forklarede han, at han faktisk havde hjulpet ordensmagten under demonstrationen:

- Jeg hjalp endda to politimænd, der var ved at blive angrebet under demonstrationen. Jeg synes ikke, man skal angribe uskyldige mennesker, lige meget om de har uniform på eller ikke har uniform på, sagde den 23-årige mand.

Se også: Nazi-formand tævet af autonome

Den sigtedes forsvarer forsøgte også at undgå varetægtsfængsling med reference til den unge mands HF-studie. En tur i brummen vil vanskeliggøre den studerendes kommende eksaminer, lød forsøget på at redde klienten.

- Jeg er en god dreng med et snit på 11,4, lød det fra den sigtede selv.

Dømt før
Det bed dommeren dog ikke på.

Han tog tilsyneladende mere notits af anklagemyndighedens medbragte skyts:

Den sigtede blev i 2012 dømt for en lignende forbrydelse, han nu er sigtet for - dengang lød dommen på vold mod en offentlig ansat.

- Jeg har lært af min første dom, forsikrede den grædende 23-årige.

Alligevel er der siden 2012-dommen indledt endnu en ikke afgjort straffesag mod ham efter samme paragraf i straffeloven - paragraf 119 - som den nuværende og ældre sag.

Den nu varetægtsfængslede mand fortalte om sine personlige forhold, at han lider Aspergers syndrom. Syndromet er ifølge netdoktor.dk en gennemgribende udviklingsforstyrrelse og en mild form for autisme.

Nogle personer med Aspergers er meget højt begavede, men deres sociale handicap kan give dem problemer med at udnytte deres begavelse.

Ved du noget, så tip os. Sms/mms til 1224 (alm. takst), eller mail til 1224@eb.dk.

Straffelovens paragraf om forbrydelser mod den offentlige myndighed m.v.

§ 119. Den, som med vold eller trussel om vold overfalder nogen, hvem det påhviler at handle i medfør af offentlig tjeneste eller hverv, under udførelsen af tjenesten eller hvervet eller i anledning af samme, eller som på lige måde søger at hindre en sådan person i at foretage en lovlig tjenestehandling eller at tvinge ham til at foretage en tjenestehandling, straffes med bøde eller fængsel indtil 8 år.

Stk. 2. På samme måde straffes den, som, uden at forholdet falder ind under stk. 1, fremsætter trusler om vold, om frihedsberøvelse eller om sigtelse for strafbart eller ærerørigt forhold mod nogen, der af det offentlige er tillagt domsmyndighed eller myndighed til at træffe afgørelse vedrørende retsforhold eller vedrørende håndhævelse af statens straffemyndighed, i anledning af udførelsen af tjenesten eller hvervet, eller som på lige måde søger at hindre en sådan person i at foretage en lovlig tjenestehandling eller at tvinge ham til at foretage en tjenestehandling.

Stk. 3. Lægger nogen ellers de nævnte personer hindringer i vejen for udførelsen af deres tjeneste eller hverv, straffes han med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder. Ved fastsættelse af straffen skal det indgå som en skærpende omstændighed, at forholdet er begået, mens eller i umiddelbar forlængelse af at der i området foregår grov forstyrrelse af ro og orden på offentligt sted.

(Kilde: Retsinformation.dk)

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere