Autonom risikerer fængsel efter voldsorgie

Politiet mener kun, at der er grundlag for varetægtsfængsling af en af de hundredevis demonstranter fra den yderste venstrefløj og radikale højrefløj, som lørdag røg i totterne på hinanden i København

(Foto: Anthon Unger)
(Foto: Anthon Unger)

En autonom skal søndag morgen for en dommer.

- Han bliver fremstillet for vold mod tjenestemand, siger den centrale vagtleder ved Københavns Politi, Daniel Riise, til Ekstra Bladet.

Der var oprindelig tale om fem demonstranter, som stod til at blive fremstillet i grundlovsforhør efter nogle højspændte timer i går i København, hvor demonstranter fra den radikale højrefløj og yderste venstrefløj tørnede sammen, men:

- Vi vurderer ikke, at der er grundlag for varetægtsfængsling i de andre sager, men de fire øvrige er fortsat sigtet, siger vagtlederen.

En række andre demonstranter blev anholdt i går under og i forlængelse af Danmarks Nationale Fronts demonstration mod moskéer og den yderste venstrefløjs moddemonstration.

Urolighederne bestod blandt andet af sten- og flaskekast fra begge lejre. Bl.a. blev lederen af DNSB (Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelse), Esben Rohde Kristensen, overfaldet og sparket, mens han lå på jorden. Han søgte tilflugt i en patruljevogn.

Gårsdagens øvrige anholdte er løsladt, men fortsat sigtet for forskellige forhold. Det gælder blandt andet overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.

De højreradikales demonstration 'Mod Moskeer i Danmark' var og moddemonstrationen var lovligt anmeldt. Selv om de startede deres optog hvert sit sted i København, stod de to grupperinger hurtigt ansigt til ansigt, hvilket førte til voldsomme sammenstød.

Politiet opløste hurtigt begge demonstrationer og gjorde alt, hvad de kunne for at forhindre sammenstød, men de store menneskemængder var ikke til at stoppe. De højreradikale blev jagtet rundt af de autonome.

Ingen kom alvorligt til skade, oplyste politiet lørdag.

Nynazist tævet
Blandt de mange sammenstød, hvor der blev slået, kastet med flasker og andre kasteskyts, blev nynazisten, Esben Rohde Kristensen, overfaldet og gennemtævet.

Artiklen fortsætter under billedet...



Esben Rohde Kristensen, formand for Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelse (DNSB), fik bank. (Foto: Anthon Unger)
Esben Rohde Kristensen, formand for Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelse (DNSB), fik bank. (Foto: Anthon Unger)


Esben Rohde Kristensen er formand for Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelse (DNSB).

11 personer, som deltog i demonstrationerne, blev i går anholdt og sigtet for vold mod tjenestemand og for at have kastet flasker mod andre.

Se også: 11 anholdt efter voldsom demonstration

Derudover blev 21 højreradikale sat i 'futtog' på Danshøj Station, efter at de havde lavet ballade og chikaneret andre passagerer i et S-tog.

Han blev opdaget af de mange autonome, der overfaldt ham. Esben Rohde Kristensen blev både sparket og slået, inden politiet kom ham til undsætning og trak ham ind i en patruljevogn.

Mens han sad i bilen og sundede sig, kastede de maskerede og sortklædte autonome flasker mod politibilen.

- Næste gang vi ser dig, er du færdig. Vi slår dig kraftedeme ihjel, råbte de autonome ad Esben Rohde Kristensen, fortalte Ekstra Bladets udsendte.