Søn i koma efter fængselsvold: Volden i fængslet skal stoppes

Den 20-årige indsatte, som mandag brutalt blev slået og sparket i sin celle i Statsfængslet i Ringe, har pådraget sig en hjerneblødning og er stadig i koma

Statsfængslet i Ringe er et lukket ungdomsfængsel, der modtager kvinder og fortrinsvis mænd under 24 år fra hele landet. (Foto:Lars Skaaning)
Statsfængslet i Ringe er et lukket ungdomsfængsel, der modtager kvinder og fortrinsvis mænd under 24 år fra hele landet. (Foto:Lars Skaaning)

- Volden i Statsfængslet i Ringe skal stoppes nu. Hvis ikke der sker nogle alvorlige ændringer i fængslet, vil volden bare blive ved. Der har været så mange overfald på den afdeling, hvor min bror blev slået ned.

Det siger storebroderen til den 20-årige unge mand, som mandag aften blev sparket og slået bevidstløs i sin celle i Statsfængslet i Ringe og bragt til Odense Universitetshospital.

Sammen med sin dybt ulykkelige mor våger han ved sin brors sygeleje i Odense..

- Min brors tilstand er meget kritisk. Vi har fået at vide, at han har fået en hjerneblødning, siger den unge mand.

Ekstra Bladet taler med den kvæstedes chokerede og ulykkelige mor.

Se også: Indsat i koma efter groft overfald

- Min store søn taler også på mine vegne. Det er frygteligt, hvad der er sket med min søn, siger moderen.

Hendes søn er så alvorligt kvæstet, at han stadig ikke er ved bevidsthed, fortæller hans storebror.

Ekstra Bladet erfarer, at lægerne også frygter, at den 20-årige muligvis har pådraget sig en hjerneskade.

Se også: Fængselstortur: Fik stød af forlængerledning

- Personalet i Statsfængslet i Ringe vidste, at min bror var blevet truet af medfanger. Han havde kun været i fængslet i 5-6 dage, men var blevet truet af flere indsatte på afdelingen og havde fortalt til personalet, at han følte sig truet. Men der var ikke plads andre steder i fængslet, så man kunne flytte ham. Man tilbød ham i stedet at komme i frivillig isolation, indtil der ville blive en ledig plads et andet sted. Men det havde han ikke lyst til. Jeg er meget vred over, at man satte min bror på en afdeling, hvor der er mennesker, der afsoner domme på op til 8-10 års fængsel. Han manglede selv kun 30-40 dage af sin straf og skulle løslades 5. februar, fortæller hans storebror og mor.

Se også: Dom i sag om fængselstortur

En medfange af anden etnisk baggrund end dansk har overfor Fyns Politi erkendt overfaldet og er blevet flyttet til et andet lukket fængsel. Men ifølge offerets storebror var overfaldsmanden ikke alene.

- Jeg er sikker på, at han er blevet presset til det, siger storebroderen.

- Min lillebror ringede nogle dage forud for overfaldet og fortalte min mor, at han var blevet truet af flere danskere og af hvem, fortæller storebroderen.

Ifølge Ekstra Bladets oplysninger er der på den afdeling, hvor overfaldet skete, en række stærkt negativt styrende etnisk danskere, som ikke bryder sig om fremmede.

For kort tid siden måtte fængslet flytte en etnisk dansk indsat fra afdelingen på grund af hans adfærd overfor medfanger.

Se også: Færre fanger får tæsk i fængslerne

- For mig betyder det ikke noget, om det er en dansker eller en perker, der har overfaldet min bror. Det der er sket er umenneskeligt. Der er tale om mordforsøg. Hvis bare man er lidt menneskelig, opfører man sig ikke på den måde, siger offerets storebror.

Ekstra Bladet erfarer, at der er flere forskellige teorier om, havd der er foregået på afdeling 1, den aften den 20-årige blev overfaldet. En af teorierne støtter storebroderens version, om at gerningsmanden er blevet presset af etnisk stærke danskere. Mens andre har overhørt, at den 20-årige har været stærkt provokerende overfor overfaldsmanden, der derefter skulle være gået amok.

- Men hvorfor gør systemet ikke noget ved problematikken? Hvorfor gør fængselsinspektøren ikke noget? Denne sag skal ikke lukkes. Bliver den det, vil overfaldene blot fortsætte, siger offerets mor og storebror.

- Hvorfor skiller man ikke de indsatte, som igen og igen laver ballade?

Et problem

Fængselsforbundets repræsentant i Statsfængslet i Ringe, Steen Østerberg, siger generelt:

- Hvis en indsats føler sig truet, er muligheden i danske fængsler at gå i frivillig enrum. De indsatte tør ikke stå frem og fortælle, hvem der truer dem, og personalet har bevisbyrden. Vi kan ikke bare fjerne tilfældige indsatte og sige til dem, at vi tror, de truer andre. Vi skal kunne bevise det . Som personale synes vi, det er et problem, at indsatte, som føler sig chikaneret eller truede oftest er dem, der går i frivilligt enrum. Dem der truer, har vi svært ved at få skoven under, fordi vi er i en verden, hvor ikke nogen tør stå frem. Det er også et pladsproblem og et logistisk problem, fordi der er pladsmangel i kriminalforsorgen.

- Ledelsen prøver efter bedste evne, men der er mange frustrationer også for personalet, som jævnligt kommer og siger, at en indsat er fejlplaceret, men at der ikke er andre steder at gøre af dem. Det giver gnidninger. På grund af pladsmangel placeres indsatte ofte sammen, som ikke burde sidde sammen, og det giver risiko for ballade. Jeg kender ikke den reelle årsag til det konkrete overfald. Der er mange gisninger. Men det der er sket i det konkrete tilfælde er noget af det værste, der kan ske, siger tillidsrepræsentant Steen Østerberg.

Statsfængslet i Ringe tager mod unge fra hele landet med alle former for kriminalitet, ligesom man også er begyndt at modtage banderealterede medlemmer fra bla. Brothas, men ikke fra LTF, Loyal to Familia.

Ekstra Bladet har forgæves forsøgt at få en kommentar fra fængselsinspektør Bodil Philip. Hun har ikke reageret på hverken mail - eller sms-beskeder, eller indtalelse på telefonsvarer, og vagthavende ved Statsfængslet i Ringe har ikke ønsket at ringe Bodil Philip op privat og bede hende kontakte Ekstra Bladet.