Kørte to ihjel: Nu er han dømt

En spritbilist kørte 182 km/t, da han på motorvejen torpederede en minibil med tre mænd. To blev dræbt på stedet

Danny Storgaard Pedersen er dømt for uagtsomt manddrab, for at have forvoldt nærliggende fare for andres liv, for spirituskørsel og en række overtrædelser af færdselsloven. (Privatfoto)
Danny Storgaard Pedersen er dømt for uagtsomt manddrab, for at have forvoldt nærliggende fare for andres liv, for spirituskørsel og en række overtrædelser af færdselsloven. (Privatfoto)

RETTEN I ROSKILDE (Ekstra Bladet): Nu er dommen faldet over den 27-årige Danny Storgaard Pedersen, der i februar kørte to unge fædre ihjel.

Den 27-årige blev mandag dømt for uagtsomt manddrab, for at have forvoldt nærliggende fare for andres liv, for spirituskørsel og en række overtrædelser af færdselsloven.

Se også: Kørte to ihjel: Hans sidste ord til de efterladte

Straffen blev to og et halvt års ubetinget fængsel. Han fik ligeledes frakendt retten til at føre bil i otte år.

Danny Storgaard Pedersen sad roligt med hænderne foldet, da dommer Ove Ullrichsen afsagde dommen.

Han valgte at udbede sig betænkningstid i forhold til at anke dommen. Anklageren krævede, at den 27-årige fortsat skulle sidde varetægtfængslet, og sådan blev det.

Se også: Han sad i den brændende bil: ’Fem sekunder efter, jeg kom ud, eksploderede den’

Af skærpende omstændigheder nævnte anklager Camilla Meding, at den 27-årige var spirituspåvirket, træt og kørte alt for stærkt.

Hans promille blev målt til 1,29.

Nægtede sig skyldig
- Tiltalte nægter sig skyldig, fordi tiltalte ikke kan huske ulykken, og så er det en naturlig følge at påstå frifindelse, sagde forsvarer Carsten Brix forud for domsafsigelsen.

Ulykken, som den 27-årige nu er dømt for, skete klokken fem om morgenen søndag den 23. februar i år på Vestmotorvejen i østgående retning ved 42,4 kilometermærket i Bjæverskov.

Se også: Vidne til dobbelt trafikdrab: ’Der var en eksplosion inde i bilen’

Danny Storgaard Pedersen ville ikke afgive en forklaring for retten mandag, så anklager Camilla Meding læste i stedet op fra en tidligere forklaring, som den unge mand har afgivet.

- Jeg husker, at jeg vågner op og ser en brændende bil. Jeg kan høre at der er nogen, der råber og skriger inde i bilen, skal Danny Storgaard Pedersen have sagt.

Se også: Kørte to ihjel: De råbte og skreg i den brændende bil

Han fastholder, at han den dag i dag intet kan huske fra ulykken, der kostede to mennesker livet.

På ulykkesstedet er der en fartgrænse på 130 km/t, men bilinspektionens beregninger viser, at han kørte mindst 182 km/t.

Det var mørkt, og den 27-årige overså, ifølge tiltalen, den lille Peugeot 107 på motorvejen. Ved påkørslen brød bilen i brand og føreren og den ene passager omkom straks.

'Vild fest på Fyn'
Seks timer tidligere, lørdag den 22. februar klokken 22.52, skrev den 27-årige på sin Facebook, at han var til 'vild fest på Fyn'.

Se også: Bil bryder i brand i motorvejsulykke: To omkommet

Han blev selv kvæstet ved ulykken og blev derfor fængslet 'in absentia'. Men dagen efter var han rask nok til at møde op i retten, hvor han nægtede sig skyldig i uagtsomt manddrab.

Ifølge venner har den 27-årige ry for at elske fart. Han dyrkede kropstræning og brugte tilsyneladende også anabolske steroider. Efter anholdelsen fandt politiet 11 ampuller med steroider hos den 27-årige i Køge arrest.

Se også: Advokat om rekorddom: Ny retspraksis for vanvidskørsel

Fire ampuller med Testocom og syv ampuller Burnapol var til hans eget forbrug, lyder anklageskriftet. Ampullerne havde ifølge forsvarer Carsten Brix hele tiden ligget i den 27-åriges taske. Han havde ifølge forsvareren ikke forsøgt at smugle dem ind i arresten.

1 af 3 Danny Storgaard Pedersen undskyldte over for familierne til de efterladte. (Privatfoto)
2 af 3 Ulykken kostede to mænd livet. (Foto: Per Rasmussen)
3 af 3 Danny Storgaard Pedersen er dømt for uagtsomt manddrab, for at have forvoldt nærliggende fare for andres liv, for spirituskørsel og en række overtrædelser af færdselsloven. (Privatfoto)